Cimber-ejere hæver udbytte

Flyselskabet Cimber A/S kom i første hele regnskabsår ud med et overskud på lidt mere en 5 mio. kroner. De tre ejere har hævet en trejdedel af overskuddet i udbytte.

Flyselskabet Cimber A/S, der blev stiftet på ruinerne af det krakkede Cimber Sterling, har netop offentliggjort årsrapporten for det første hele regnskabsår. Selskabet blev etableret den 15. maj 2012, hvorfor første regnskabsår kun havde en længde på syv og en halv måned.

I det første regnskabsår landede omsætningen på 103 mio. kroner, mens bundlinjen viste et plus på en mio. kroner. Det resultat har Cimber A/S forbedret i 2013 med en omsætning på 203 mio. kroner og et nettoresultat på lidt mere end fem mio. kroner.

I årsrapporten fremgår det, at ledelsen er tilfreds med resultatet, og samtidig er der forventninger om et positivt resultat for 2014 også. Omsætningsfremgangen var på omkring 25 procent, hvis der tages forhold for, at begge regnskabsperioder ikke var af samme længde.

En af årsagerne til det positive resultat var, at Cimber fra april måned 2013 kunne øge antallet af beskæftigede fly fra fem til seks for SAS, der er hovedkunden hos det sønderjyske flyselskab.

Afhængigheden af SAS er dog samtidig en risiko, der skal tages i betragtning. Således anføres der i ledelsesberetningen, at “selskabets forretningsmæssige og finansielle risici er meget knyttet til SAS, som selskabets væsentligste kunde.“

Eller sagt med andre ord. Går det godt for SAS, går det også godt for Cimber.

Kapitalindskud tilbage via udbytte
Selvom Cimber A/S er et relativt nystartet selskab, har de tre ejere ikke valgt at lade hele overskuddet stå til konsolidering af selskabet og styrkelse af kapitalgrundlaget.

Af et samlet overskud på 5.044.561 kroner vil 3.544.561 kroner blive stående i selskabet, mens de tre ejere tilsammen kan hæve et udbytte på samlet 1,5 mio. kroner, hvilket svarer til kapitalindskuddet til overkurs.

Allerede i løbet af 2013 havde ejerne hævet et ekstraordinært udbytte på 100.000 kroner til hver, mens de resterende 400.000 kroner er blevet udbetalt som ordinært udbytte efter regnskabsårets afslutning.

“Vi følger den praksis, som øvrige i aktører i branchen gør. Vi har taget omkring 30 procent af overskuddet ud til udbytte. Vi kunne i stedet have valgt at give os selv en højere løn, men dette er en billigere måde rent skattemæssigt,“ siger administrerende direktør Jacob Krogsgaard.

Regnskabet viser en ikke imponerende soliditetsgrad på blot 15 procent. Soliditetsgraden fortæller om evnen til at bære et større tab og beregner dermed, hvor stor en procentdel af kapitalen, der kan mistes, inden fremmedkapitalen bliver rørt. En høj soliditetsgrad er et udtryk for, at virksomheden er i stand til at klare et stort tab uden at komme i finansielt uføre.

Tre ejere
De tre ejere er henholdsvis Jacob Krogsgaard, Alex Dyrgaard og Jørgen Nielsen, der alle sad i ledelsen, da Cimber Sterling krakkede i maj 2012. Jørgen Nielsen er samtidig søn af Ingolf Nielsen, der stiftede Cimber Air A/S tilbage i 1950. Ejerskabet sker gennem personlige holdingselskaber hos de respektive tre ejere.

Cimber A/S beskæftigede 169 medarbejdere ved udgangen af 2013. Selskabet har sit hovedkontor i Sønderborg, men har også aktiviteter i lufthavnene i København og Billund. Vedligeholdelsesfaciliteter og hangar er placeret i Københavns Lufthavn, hvor samtlige fly opererer fra og til.