(Foto: Bo Skovgaard)

Cimber mister SAS-rute

Cimber A/S skal fra oktober ikke længere betjene SAS-ruten mellem Billund og Oslo. Dermed kan selskabet risikere ikke længere at skulle operere ATR-fly for SAS og må afskedige medarbejdere.

Først opererede Cimber A/S to ATR72-fly for SAS på indenrigsruterne fra København til Billund og Aarhus. Så blev det skåret ned til ét ATR72-fly på ruten mellem Billund og Oslo. Og nu skal Cimber A/S fra slutningen af oktober heller ikke betjene den rute for SAS.

Hvad Cimber A/S’ eneste tilbageværende ATR72-fly så skal lave og om det overhovedet fortsat skal arbejde for SAS ved Cimber A/S ikke. Da Cimber A/S i marts i år gik fra at operere to til et ATR-fly for SAS måtte selskabet vinke farvel til 24 medarbejdere. Så hvis ikke SAS har brug for det tilbageværende fly fremover på andre ruter, så kan det betyde yderligere afskedigelser hos Cimber A/S.

Direktør i Cimber A/S, Jacob Krogsgaard, er ikke bekendt med at selskabet ikke længere skal beflyve Billund – Oslo for SAS før CHECK-IN.dk kontakter ham onsdag formiddag. Han ved derfor ikke om SAS har nye arbejdsopgaver til Cimber A/S’ ATR72-fly fra oktober.

”Vi har blot en rullende kontrakt med SAS om at operere et fly for dem. På hvilken rute de synes det skal være er op til dem,” siger direktør i Cimber A/S, Jacob Krogsgaard, til CHECK-IN.dk.

Kontrakten mellem Cimber A/S og SAS kan opsiges med et varsel på en periode, som Jacob Krogsgaard ikke ønsker at oplyse.

Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra SAS med hensyn til om Cimber A/S og selskabets ATR72-fly indgår i SAS’ planer fremover.

Cimber A/S vil fortsat operere fire 50-personerns CRJ-200 fly for SAS på en række nordeuropæiske feederruter. Selskabet ledes fra Cimber Sterlings gamle hovedkontor i Sønderborg af en række tidligere medlemmer af ledergruppen i Cimber Sterling, der gik konkurs i maj 2012.

Egne jetfly
To ATR72-fly fra Cimber A/S arbejdede frem til 29. marts i år på SAS-ruterne fra København til Billund og Aarhus. De operationer blev ved sommerfartplanens ikrafttræden overtaget af Jet Time. Til gengæld fik Cimber A/S ansvaret for Billund – Oslo. Jet Time får ved vinterfartplanens ikrafttræden i slutningen af oktober også hovedansvaret for den rute.

Samtidig med udskiftningen af Cimber A/S og indskiftningen af Jet Time opgraderer SAS nemlig ruten og ruten mellem København og Billund ved at indsætte sine egne 88-personers CRJ-900 jetfly på flere eftermiddagsafgange på de to ruter.