Cimber A/S udvider sin flåde af CRJ-fly for at kunne hjælpe et litauisk ruteflyselskab.
Det danske flyselskab Cimber A/S skal fra 1. marts hjælpe det unge litauiske flyselskab Air Lituanica med at holde sine operationer kørende.
Litauerne startede op sidste år med deres eget Embraer ERJ175-fly og et Embraer ERJ170-fly lejet ind fra Estonian Air. Men parterne blev hurtigt uenige og Estonian Air trak sit fly hjem igen. Derfor står Air Lituanica og mangler kapacitet til sine flyvninger fra Vilnius til en række europæiske destinationer.
Men fra 1. marts vil Cimber A/S give en hånd med med et CRJ-200 fly med plads til 50 passagerer. Planen er at Cimber A/S skal flyve for Air Lituanica frem til litauerne får deres eget Embraer-fly nummer to. Men da det fly har 88 sæder, bytter man først fly, når efterspørgslen er stor nok. Derfor ved Cimber A/S ikke hvor længe de skal flyve for Air Lituanica. Det fortæller selskabets direktør, Jacob Krogsgaard, til CHECK-IN.dk.
Udvider CRJ-flåde
Med aftalen kommer Cimber A/S til at udvide sin flåde af CRJ-200 fly. Selskabet opererer i dag fire CRJ-fly på en wet-lease kontrakt for SAS og har et femte fly i reserve til denne operation. Fire af de fem fly er leaset fra Air Nostrum i Spanien. Og det er også her at flyet til den litauiske operation kommer fra. Det har registreringsbogstaverne EC-JEN.
De fire øvrige CRJ-fly fra Air Nostrum er også på spansk register. Men de bliver meget snart omregistreret til dansk OY-register. Flyene er i dag leaset fra den bank, der ejer flyene, til Air Nostrum. De har så videreudlejet dem til Cimber A/S. Fremover vil Cimber A/S leje dem direkte hos den spanske bank. Og derfor vil flyene blive omregistreret.