Cimber Sterling lukker London-rute

Cimber Sterling har valgt at lukke selskabets rute fra København til London City. Sidste afgange på ruten bliver søndag den 19. september. Det er blot 7 dage efter, at British Airways etablerer sig på ruten.

Cimber Sterlings aktiviteter på ruten mellem København og London City Airport blev af kortvarig karakter. Ruten overtog det sønderjyske selskab fra SAS den 29. marts i år.

Men søndag den 19. september flyver Cimber Sterling densidste afgang til London City. Således lukker ruten blot 7 dage efter, at British Airways etablerer sig som konkurrent på forretningsruten til den centrale London-lufthavn.

“Vi har netop offentliggjort vores seneste trafiktal, der blandt andet viser tocifret vækst på dansk indenrigs. På 15. måned i træk oplever vi vækst på indenrigsflyvningerne. For at imødekomme den øgede efterspørgsel har vi valgt at åbne ekstra frekvenser på dansk indenrigs, og den ekstra kapacitet dette kræver, henter vi ved blandt andet at lukke ruten København – London City, som vi p.t. opererer med flytypen ATR, der fortrinsvis benyttes på dansk indenrigs,“ hedder det i en meddelelse fra Cimber Sterling.

Cimber Sterling har valgt at indgå en “reprotection-agreement“ med SAS, der således vil overtage passagererne og tilbyde transport på dette selskabs rute mellem København og London-Heathrow.

British Airways-selskabet BA CityFlyer etablerer sig den 12. september på ruten København – London City Airport med to daglige afgange i hver retning. Der opereres mednye Embraer 170 jetfly.

Læs mere:

British Airways fra København til London City