- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Coronakrise sender flyproducenter i rødt

Både Airbus og Boeing har offentliggjort halvårsregnskaber, og coronakrisen rammer begge flyproducenter hårdt. Derudover plager 737 MAX fortsat Boeings tal.

Den europæiske flyproducent, Airbus, har sendt sit halvårsregnskab på gaden, og det viser ikke overraskende, at coronakrisen – her som alle andre steder i luftfartsindustrien – gør ondt. Omsætningen er i årets første seks måneder faldet fra cirka 230 milliarder danske kroner til omkring 140 milliarder kroner. I samme åndedrag er det primære driftsresultat før skat gået fra sorte til røde tal og viser et minus på knap 10 milliarder kroner.

Årsagen er ganske enkelt, at Airbus rundt regnet kun har leveret halvt så mange fly til kunderne i år som sidste år. I første halvår i år leverede Airbus således 196 fly, mens tallet i samme periode i fjor var 396 fly. Det betyder også, at Airbus ved udgangen af juni havde omkring 145 fly stående, som ikke kunne blive leveret til kunderne på grund af COVID-19.

Det halve antal fly
”COVID-19-pandemiens indvirkning på vores finansielle forhold er nu meget synlig med en halvering i antallet af leverede fly sammenlignet med første halvår sidste år. Vi har justeret virksomheden for at imødekomme de nye markedsvilkår, men vi står overfor en vanskelig situation med usikkerhed fremover,” siger Airbus’ koncernchef, Guillaume Faury, i en kommentar til regnskabet.

Justeringen af virksomheden betyder blandt andet en reduceret produktion. Airbus har blandt andet sat produktionen af A350XWB ned fra seks til fem fly om måneden, men derudover indeholder regnskabet kun få konkrete udmeldinger om antallet af fly i produktionshallerne.

Også røde tal hos Boeing
På den anden side af Atlanten har verdens anden, store flyproducent, Boeing, også offentliggjort sit halvårsregnskab. Det er mindst ligeså sørgelig læsning som regnskabet fra Airbus, idet det viser, at Boeings omsætning i første halvår er faldet fra 244 milliarder danske kroner til godt 181 milliarder kroner. Altså et fald på godt 62 milliarder danske kroner. Resultatet efter skat endte på et minus på omkring 19 milliarder kroner.

Og man behøver ikke at læse mere end de første to linjer i regnskabet for at konstatere, at faldet ikke overraskende skyldes COVID-19-pandemien og problemerne med 737 MAX-flyene.

737 MAX koster fortsat dyrt
Kigger man isoleret på 737-produktionen, afslører regnskabet ekstra produktionsomkostninger, hvilket forringede driftsmarginen med over 4,5 milliarder kroner alene i andet kvartal.

Derudover brugte Boeing i andet kvartal næsten tre milliarder kroner på fratrædelsesomkostninger og COVID-19 medførte ekstraomkostninger på godt 840 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

Boeing leverede kun 20 fly i andet kvartal

Airbus reducerer produktionen med en tredjedel

Boeing har mistet 462 MAX-ordrer under coronakrisen