- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Coronavirus: Qatar aflyser – Emirates flyver videre

Qatar Airways har indstillet alle flyvninger til Kina, mens Emirates og Etihad Airways stadig vil flyve til og fra Beijing.

Stadigt flere flyselskaber indstiller deres flyvninger til Kina i kølvandet på det igangværende udbrud af coronavirus.

I weekenden besluttede Qatar Airways sig for at suspendere selskabets flyvninger til Kina fra mandag den 3. februar og indtil videre ”på grund af betydelige operationelle udfordringer forårsaget af adgangsrestriktioner, der er indført af flere lande,” lyder det i en pressemeddelelse fra det mellemøstlige flyselskab.

Qatar Airways vil fremover på ugentlig basis revurdere situationen med det formål at genindsætte flyvningerne, så snart restriktionerne er ophævet.

Problem med besætninger
Mange af Qatar Airways besætningsmedlemmer har for nyligt fløjet til Kina, og med de aktuelle restriktioner for rejsene, der har været i Kina, betyder det, at selskabet ikke kan planlægge med besætninger på visse ruter. Derfor har flyselskabet intet andet valg end at afbryde sine flyvninger til det kinesiske fastland fra den 3. februar, meddeler Qatar Airways.

”Hvis vi fortsætter operationerne, vil det betydelige antal besætninger, der har rejst til Kina, være begrænset til at operere på visse flyvninger, hvilket vil reducere vores operationelle effektivitet,” siger Qatar Airways koncernchef, Akbar Al Baker.

Qatar Airways flyver fra sit hub i Doha til seks destinationer i Kina – Beijing, Shanghai, Chengdu, Chongqing, Guangzhou og Hangzhou – samt til Hongkong og Macau.

Kun flyvninger til Beijing
Mens Qatar Airways har indstillet alle sine operationer til Kina, så fortsætter flyselskabet Emirates og Etihad Airways fra nabolandet de Forenede Arabiske Emirater med at flyve til Kina.

Det er dog kun Beijing, der er tilbage i trafikprogrammet hos de to selskaber fra Emiraterne. Således flyver Emirates fra onsdag den 5. februar ikke længere til Shanghai og Guangzhou, mens Etihad Airways indstiller flyvningerne fra Abu Dhabi til Shanghai og Chengdu.

Det er konsekvenserne af en beslutning, som myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater traf i løbet af mandagen.

 

Relaterede artikler:

Stadig Kina-flyvninger med Finnair

SAS indstiller Kina-flyvninger

Midlertidig lukning af europæiske Kina-ruter