(Foto: Smiths Detection)

CPH: Her er alternativet til kropsvisitation

I dag bliver de nye kropsscannere taget i brug i Københavns Lufthavn. De rejsende slipper nu i stort omfang for at blive kropsvisiteret.

(Billedtekst opdateret kl. 11:36) Balladen med anklager om befamlende sikkerhedspersonale har fået Københavns Lufthavn til i hast at fremrykke brugen af kropsscannere.

Derfor vil lufthavnens sikkerhedspersonale allerede fra i dag, mandag, bede rejsende gå igennem en kropsscanner, i stedet for kropsvisitation, hvis metaldetektoren – den dør man går igennem i sikkerhedskontrollen – bipper.

”Med de nye scannere, vil der være en stor forskel i den måde, som vi fremover personeftersøger. Det komplette eftersyn bliver minimeret, fordi scanneren viser på en skærm, hvor man skal undersøge, og den skærm, kan passageren også se,” siger Johnnie Müller,sikkerhedschef i Københavns Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

Det vil primært være personer i kørestol eller personer, som nægter at blive kropsscannet, der fortsat vil blive kropsvisiteret på traditionel vis, oplyser Københavns Lufthavn.

Rundt om sig selv
Kropsscannerne er bygget op med en stor skærm, som den rejsende stiller sig ved siden af over en cirkel, der er tegnet på gulvet. Her skal man løfte armene og dreje en omgang om sig selv.

Man skal derfor ikke ind i et lukket rum, og det er man glade for hos Københavns Lufthavn.

”Med vores scanner går du ikke ind i et lukket rum. Til gengæld skal du dreje rundt om dig selv 360 grader. Vi har testet flere modeller, men det var vigtigt for os, at du ikke oplever at blive lukket inde. Derved kan vi bibeholde den åbne dialog, vi har med de rejsende i vores sikkerhedskontrol,” siger Johnnie Müller.

Samme ventetid
I sikkerhedskontrollen er der opsat én kropsscanner for hvert to spor, der i forvejen deles to og to om metaldetektorerne. Men modsat manuel kropsvisitering kan kropsscannerne kun visitere én rejsende ad gangen. Det får dog ingen betydning for ventetiden i sikkerhedskontrollen, forsikrer Johnnie Müller:

”Scannerne er allerede i drift i lufthavnen og testes i blandt andet non-Schengen området og SAS’ fast track. Så vi ved, hvordan de fungerer, og er inde i at betjene dem, når vi ruller det ud i hele sikkerhedskontrollen.”

Det var oprindeligt planen, at kropsscannerne først skulle bruges i en testfase, men på grund af den fremrykkede lancering, bliver testfasen nu inddraget. Johnnie Müller forsikrer dog, at heller ikke det vil de rejsende mærke til.

”Der er nogle procedurer, vi skal have helt på plads i de første uger, men passagererne kommer ikke til at vente længere, selvom scannerne tages i brug før tid,” siger sikkerhedschefen.

Omkring 13 millioner passagerer går hvert år igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.

Billede: Kropsscanneren viser en grafisk figur af passageren, som personalet bruger til at afgøre, hvorvidt der skal gennemføres et afgrænset eftersyn, eller i sjældne tilfælde et komplet manuelt personeftersyn. Billedet er ren grafik og ikke et billede af personen. Billedet bliver ikke gemt. Foto: Smiths Detection.