CPH klar med millioner til indenrigstrafikken

Hvis andre aktører også vil bidrage, så er Københavns Lufthavns direktør parat til at smide 10 mio. kroner ind i en fond, der skal styrke indenrigsflytrafikken.

Mange danskere tror der er langt færre flyafgange mellem Københavns Lufthavn og provinslufthavnene end der rent faktisk er. Det viser en undersøgelse lavet af Epinion for Københavns Lufthavn. En gennemsnitsdansker tro således, at der blot er 24 ugentlige flyafgange mellem København og Aalborg samt kun 20 afgange om ugen mellem CPH og Aarhus Lufthavn. I virkeligheden er der henholdsvis 90 og 37 ugentlige afgange i hver retning på de to ruter.

For at udbrede kendskabet til mulighederne for at komme frem og tilbage mellem landsdelene med fly er Københavns Lufthavn parat til at tage 10 mio. kroner op af lufthavnens pengekasse og skyde ind i en særlig fond, der skal promovere indenrigsflyvning.

”Flytrafikken mellem landsdelene er afgørende for dansk erhvervsliv, og det er vigtigt for turismen. Forbindelserne er stærke i dag, men potentialet er væsentligt større, og derfor vil vi arbejde på at styrke trafikken mellem København og provinsen,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavne, til Jyllands-Posten.

Han understreger dog, at lufthavnen kun hoster op med pengene, hvis andre aktører også er parate til at spæde til.

”Det er vigtigt, at der er opbakning til ideen, så det bliver en fælles opgave,” siger Thomas Woldbye.

Få glæde af turistboom
Setup’et med en fond til promovering af flyruter er blandt andet kendt fra det såkaldte Global Connected-samarbejde, der samler en række aktører om at tiltrække udenlandske flyselskaber og ruter til Københavns Lufthavn.

CPH-direktøren forestiller sig, at det også skal være Global Connected, der administrerer fonden. De skal så samle flyselskaber, lufthavne, regioner, turistmyndigheder og andre aktører i arbejdet med at markedsføre indenrigsruterne.

En styrkelse af indenrigstrafikken vil ikke blot være godt for danskere, der rejser mellem landsdelene. Det vil også være godt for turismen i provinsen.

»Med indenrigsflyvning er der mulighed for, at hele landet kan få glæde af det turistboom, som København har oplevet,« siger Thomas Woldbye til Jyllands-Posten.

I dag tager turister i København sjældent flyet, hvis de skal videre ud i det danske land til eksempelvis Legoland, Den Gamle By i Aarhus eller H.C. Andersens Hus i Odense.

Om fonden ligefrem kan skabe grobund for en genåbning af flyruten mellem Københavns Lufthavn og det der i dag hedder HCA Airport nær landsbyen Beldringe nordvest for Odense må tiden vise.

 

 

Relaterede artikler:

CPH vil omfavne provinsen

CPH: Ny fond kan udvikle indenrigsruter

22 mio. kroner til markedsføring af flyruter

Intet bredt dansk samarbejde om ruteudvikling