Hvis Københavns Lufthavn kan holde dampen oppe i årets to sidste måneder vil lufthavnen kunne passere mærket med 24 mio. årlige passagerer.
Problemer med bagagebåndet, storstrejke blandt sikkerhedspersonalet, trafikalt kaos som følge af den kraftigste orkan i mands minde og en enkel måned som Nordens næststørste lufthavn kan ikke rokke ved, at det går godt i Københavns Lufthavn. Flere af sommermånederne var de travleste i lufthavnens historie ligesom der blev sat rekord for antallet af passagerer på en enkelt dag.
Hvis lufthavnen kan formå at holde dampen oppe og som minimum fastholde den vækst på 3,2 procent som man i gennemsnit har oplevet i årets første ti måneder, så vil man passere det psykologisk vigtige 24 millioner passagerer-mærke.
Fra årets første dag til den sidste dag i oktober passerede i alt 20.596.959 passagerer gennem terminalerne på Amager. I de to sidste måneder af 2012 havde lufthavnen i alt 3.384.988 passagerer. Hvis antallet af passagerer i november og december i år vokser med de 3,2 procent som har været gennemsnittet for årets første 10 måneder, så vil i alt 3.493.308 passagerer benytte lufthavnen og bringe det samlede passagertal for 2013 op på 24.090.267 passagerer.
Bytter plads
Hvis man zoomer ind på oktober måned i år, så voksede passagertallet med 3,6 procent i forhold til sidste år til i alt 2.176.866 passagerer. Indenrigstrafikken gik 0,4 procent tilbage, mens udenrigstrafikken voksede med 3,9 procent.
London lufthavnene Heathrow, Gatwick og Stansted er tilsammen fortsat det største rejsemål fra Københavns Lufthavn, mens Stockholm og Oslo dyster indædt om andenpladsen. Stockholm løb med sejren i oktober med under firetusinde flere passagerer end Oslo.
Længere nede af ranglisten over de største destinationer har Berlin og Frankfurt byttet plads, så Berlin i dag er nummer otte og Frankfurt nummer ni. Det er resultatet af en fremgang for Berlin på 6,6 procent og en tilbagegang for Frankfurt på 11,5 procent i oktober i forhold til samme måned sidste år.