Københavns Lufthavn - finger C. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

CPH sætter vækstrekord i august

August blev årets indtil videre bedste måned hvad angår passagervækst i Københavns Lufthavn. Trafikken til og fra London har fortsat voldsomt vokseværk.

2.575.957 passagerer rejste igennem Københavns Lufthavn i august, hvilket var en stigning på 5,5 procent i forhold til sidste år. Dermed skriver august sig ind som den måned i år med størst procentvise vækst. Kun juli kan med en vækst på 5,1 procent bide august i haserne. Helt skidt så det ud i april og maj, hvor lufthavnen oplevede en passagertilbagegang på henholdsvis 3,9 procent og 1,2 procent.

Antallet af europæiske rejsende steg med 6,6 procent i august. Den interkontinentale trafik steg med 1,2 procent, transfer steg med 1,8 procent, mens indenrigs på grund af lavere kapacitet på flere ruter faldt med godt 1.500 rejsende svarende til 1,2 procent. År til dato er passagertallet steget med 1,5 procent. Lufthavnen har dermed udsigt til at gentage bedriften fra 2014 og lige akkurat snige sig over 25 millioner passagerer i 2015.

Ryanair den store vækstmotor
London er stadig den destination som suverænt flest passagerer i CPH flyver til eller ankommer fra. Og den britiske hovedstads popularitet bliver ved med at vokse. I august rejste 203.250 passagerer til og fra London – en vækst på 22,3 procent i forhold til samme måned sidste år. Og samlet set for årets første otte måneder er London-trafikken steget med 16,2 procent.

Den store vækstmotor er sandsynligvis Ryanair, der siden marts har fløjet to gange dagligt mellem København og London Luton. Den 2. september øgede selskabet til tre daglige Luton-rotationer og det vil sandsynligvis betyde, at London-trafikken også får voldsomt vokseværk i september.

En anden destination med ”tur i den” er Amsterdam, der har overhalet Paris og med en 10 procent vækst er kravlet op på en fjerdeplads over de største destinationer fra CPH. Reykjavik er ny i Top10 med en vækst på 7,3 procent i forhold til august sidste år. Det bringer den islandske hovedstad ind på en 10. plads med 53.027 passagerer i august.

Foto: Morten Lund Madsen.