CPH siger goddag til ny amerikansk storby

For første gang nogensinde får Københavns Lufthavn i dag direkte flyforbindelse til Boston.

Få dage før sin 91. års fødselsdag på fredag, så kan Københavns Lufthavn i dag for første gang skrive en flyvning til den amerikanske storby Boston på sine afgangsskærme. Klokken 12.50 sætter SAS nemlig kursen mod den meget europæiske storby i staten Massachusetts i USA’ nordøstlige hjørne og skaber for første gang nogensinde direkte forbindelse mellem den danske hovedstad og en af verdens førende universitetsbyer.

Gennem årenes løb har København haft flyforbindelse til amerikanske byer som Seattle, Atlanta og Minneapolis, men aldrig til Boston. Det bliver lavet om i dag, når SAS åbner sin nye rute med flyvninger alle ugens dage.

Og det stopper faktisk ikke her. Til maj melder Norwegian også sin ankomst på ruten med én ugentlig flyvning.

SAS-ruten åbnes i dag af USA’s ambassadør til Danmark, Rufus Gifford, der selv kommer fra Boston-området og derfor er særlig glad for den nye direkte forbindelse.

Point-to-point trafik
Det er Boston som by og oplandet i New England-regionen, der gør Boston interessant som langdistancedestination for SAS. Ikke så meget mulighederne for at flyve videre til andre destinationer på det nordamerikanske kontinent.

”Der er så meget point-to-point trafik til Boston. Det er det marked, der er interessant,” understregede SAS’ driftskoncerndirektør, Lars Sandahl Sørensen, overfor CHECK-IN.dk, da SAS annoncerede ruten i oktober sidste år.

Løbe ruten igang
I første omgang vil SAS lade schweiziske Privat Air betjene ruten med det særlige Boeing 737-700 fly, som Privat Air oprindeligt brugte til at betjene SAS’ business class-only rute mellem Stavanger og Houston. Da den rute lukkede efter godt et år, satte SAS flyet ind på aftenafgangene mellem København og New York. Flyet var fra starten udstyret kun med 44 business class-sæder og fløj videre i denne konfiguration, da det blev sat ind på aftenafgangen fra CPH.

Nu skal flyet så bruges til at løbe Boston-ruten i gang, mens almindelige Airbus A330 og A340-langdistancefly overtager aftenflyvningerne til New York og retur. I den forbindelse er flyets kabine blevet bygget om, så det nu har 20 Business-sæder og 66 Go-sæder, der er SAS’ economy class.

Så i stedet for at udbyde mellem 3430 og 3724 sæder hver uge ved at anvende Airbus A330/A340-fly, så sætter SAS med Boeing 737-700’eren kun 1204 sæder til salg på ruten. Altså omkring en tredjedel af en normal SAS-langdistancerute med daglig betjening. Når Norwegian åbner sin rute vil der altså blive udbudt knap 1.800 sæder om ugen mellem København og Boston. Stadig langt færre end hvis SAS havde startet ud med de normale langdistancefly.

Treårig aftale
På sigt er det meningen, at også Boston-ruten skal betjenes med de almindelige langdistancefly, der modsat Privat Air-flyet har to midtergange. Hvad Privat Air-flyet så skal lave, vides endnu ikke. Men et eller andet er SAS nødt til at sætte det til. SAS har nemlig indgået en treårig aftale frem til august 2017.

Indtil i dag har hurtigste vej mellem København og Boston været med Icelandair via Keflavik på Island.