CPH står i stampe

Passagertallet i Københavns Lufthavn faldt med 0,1 procent i årets første seks måneder. Tilbagegang på én bestemt indenrigsrute er medvirkende til at Danmarks største lufthavn står i stampe.

10.170. Så mange færre passagerer gik der gennem Københavns Lufthavns terminaler i de første seks måneder af 2015 sammenlignet med samme periode sidste år. Det betyder, at passagertallet faldt med 0,1 procent. Sidste år kunne lufthavnen i første halvår notere en fremgang på 7,3 procent i forhold til året før.

Dermed skal situationen forbedre sig markant i andet halvår, hvis 2015 ikke skal ende ud med at blive et år, hvor Københavns Lufthavns vækst var meget begrænset.

Kilden til problemet er åbenlys. For mens den europæiske og interkontinentale trafik fra 1. januar til 30. juni steg med henholdsvis 0,3 procent og 1,1 procent i forhold til sidste år, så var en markant nedgang i indenrigstrafikken med til at trække det gevaldigt ned.

Således havde Københavns Lufthavn 50.186 færre indenrigsrejsende i de første seks måneder af 2015 sammenlignet samme periode sidste år. Det giver en tilbagegang på 5,6 procent. Og et nærmere kig på tallene viser, at det er én bestemt indenrigsrute, der tegner sig for langt størstedelen af tilbagegangen. Passagertallet på ruten mellem København og Aalborg faldt nemlig med 48.582 passagerer fra januar – juni 2014 til samme periode i år. Aalborg-rutens tilbagegang tegner sig således for 96,8 procent af indenrigstilbagegangen.

Årets travleste dag
Det er især i april, maj og juni, at det har haltet i Københavns Lufthavn. Således faldt passagertallet med henholdsvis 3,9 procent og 1,2 procent i april og maj sammenlignet med de samme måneder sidste år. Og i den sommertravle juni måned, som bød på årets travleste dag, var lufthavnen kun i stand til at trække en vækst på 0,3 procent hjem.

Den suverænt mest populære destination at rejse til fra Københavns Lufthavn er vanen tro London. I årets første seks måneder er 1.027.785 rejst mellem CPH og London – en stigning på 15,1 procent i forhold til sidste år.

Årsagen er blandt andet, at der med Ryanair er kommet yderligere to daglige afgange til London. Det betyder, at der på hverdage nu er mellem 23-25 daglige afgange fra CPH til Londons lufthavne i Heathrow, Gatwick, Stansted og Luton.