Anflyvning til bane 12/30 i Københavns Lufthavn.

CPH tier om omfanget af tværbane-operationer

Københavns Lufthavn ønsker ikke at oplyse, hvor mange operationer, der blev foretaget på den lukningstruede tværbane under søndagens blæsevejr.

Med den planlagte lukning af Københavns Lufthavns tværbane 12/30 for at gøre plads til kommende udvidelser af terminalanlægget vil der blive nogle dage om året, hvor der kan komme aflysninger og diversions, når vejret driller med kraftig sidevind på hovedbanerne i lufthavnen. I søndags var en af disse dage, hvor sidevinden forstyrrede afviklingen af flytrafikken.

Flykaptajn Per V. Schrøder, der er nuværende flyvechef i Thomas Cook Airlines Scandinavia har tidligere vurderet, at der uden en tværbane vil være fem dage om året, hvor man i kortere eller længere tid ikke vil kunne operere til og fra Københavns Lufthavn. I søndags valgte lufthavnen at benytte tværbanen i mere end syv timer i træk som følge af den kraftige sidevind fra sydøst, der på flere tidspunkter nåede stormstyrke i vindstødene.

“Jeg kan bekræfte, at tværbanen var i brug i nogle timer i søndags, men der var intet unormalt i afviklingen. Vi bruger 12/30 fra tid til anden,” siger pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk.

CHECK-IN.dk har dog forgæves forsøgt at få Københavns Lufthavn til at oplyse antallet af operationer på tværbanen i søndags, men lufthavnen ønsker ikke at oplyse de konkrete tal og advarer samtidig mod at drage konklusioner i retning af, at det skulle have været nødvendigt at benytte tværbanen, hvis flyene rent faktisk landede på bane 12/30.

50 procent af landingerne på tværbanen
En hurtig optælling på Flightradar24 viser, at der i perioden fra kl. 11:47 til 19:07 var mindst 146 landinger på tværbanen, mens kun to fly benyttede bane 22. Det var A380-flyet fra Emirates, der er for stort til tværbanen, samt et ATR72-fly fra Danish Air Transport. Dermed blev op imod 50 procent af søndagens lidt flere end 300 landinger gennemført på en bane som Københavns Lufthavn vil lukke for at gøre plads til udbygninger i lufthavnen.

Uden tværbanen til rådighed og med et vådt eller glat underlag ville det angiveligt have været nødvendigt at foretage nogle af de 146 landinger i den mere end syv timer lange periode i alternative lufthavne, hvor sidevinden ikke havde været så generende, som det var tilfældet i Københavns Lufthavn i søndags.

Her er der dog mange forhold, der spiller ind. Det afhænger af flyenes størrelse og dets aktuelle sidevindskomponent samt, hvorvidt de seneste METAR-målinger (meteorologiske rapporter for en lufthavn, red.) viser, at middelvind eller vindstød vil nå en styrke, hvor sidevindskomponenten overskrides. Herudover kan det også have betydning, hvor meget brændstof, der er tilbage i tankene til at indtage en holding-position samt det enkelte flys videre trafikprogram ved ompositionering.

“Vi har i en årrække analyseret på konsekvenserne ved at bygge på tværbanen, men det er nødt til at blive set over en længere periode,” mener pressechefen, der samtidig forklarer, at lufthavnen forventer 60 aflysninger om året, hvis tværbanen ikke længere er til rådighed.

Hos Københavns Lufthavn mener pressechefen, at lufthavnen i forvejen har et produkt, der sikrer en meget høj rettidighed, hvorfor flyselskabernes kritik heraf er forfejlet.

“Det er vores vurdering, at vi også efter en lukning af tværbanen vil være en af de lufthavne i verden, hvor flest fly afgår og ankommer rettidigt. ”

 

Relaterede artikler:

Tværbanen i CPH flittigt brugt i søndags

Flyselskaber i fælles front mod banelukning

Pilot: Banelukning vil give større fejlrisiko

SAS vil have minister ind i bane-strid

Borgere skælder ud på Københavns Lufthavn