CPH tilbage i europæisk TOP 15, men Berlin kan blive en trussel

En netop offentliggjort liste over de største lufthavne i Europa målt på passagertal sender Københavns Lufthavn tilbage i TOP 15, efter at lufthavnen i 2009 var uden for de femten øverste pladser. Og trods en mulig konkurrence fra den kommende gigant-lufthavn, Berlin Brandenburg International, der åbner i juli 2012, har Københavns Lufthavn et stift blik rettet mod vækst i de kommende år.

Efter at have været ude i ”kulden” i 2009 er København Lufthavn tilbage i den præstigefyldteTOP 15 over de største lufthavne i Europa målt på antal passagerer. Sidste år rejste i alt 21.501.750 passagerer gennem lufthavnen. Med en vækst på over 9 procent i 2010 og en overhaling af Palma de Mallorca, Dublin og London-Stansted er København tilbage i det fine selskab på en femtendeplads og leverer samtidig en af de største passager-vækstrater blandt de 20 største lufthavne i Europa.

Placeringen er etfingerpeg i retning af, at Københavns Lufthavns vækststrategi om at være Skandinaviens trafikknudepunkt har båret frugt og lykkedes et langtstykke af vejen. Derfor er lufthavnens ambition for de kommende år at fortsætte i samme vækstspor som det seneste år i kølevandet på den økonomiske krise.

”Vi skal fortsætte udover rampen. Hvilken placering vi har næste år, kan vi ikke sige, men ambitionen er at fastholde og udbygge CPH som den førende hub-lufthavn i Skandinavien, den nordlige del af Tyskland, den nordlige del af Polen og de baltiske lande, og derfor bestårvort kernearbejde i at tiltrække mere kapacitet til lufthavnen,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn, og tilføjer, at man langt fra er i mål med den omtalte vækststrategi.

De store europæiske og internationale lufthavnes udfordringer i dag er at tiltrække kapacitet, hvilket konkurrencen aldrig har været større om. På den baggrund er mange større lufthavne i dag ejet af kapitalfonde.

For at stå stærkest i kampen om kunder, kræver det, ifølge Københavns Lufthavn, at Danmark som region bliver bedre til at samarbejde på kryds og tværs for på bedste vis at brande Danmark, der kan gavne bredt fra lufthavne til turistbranchen og virksomheder. Men kampen om flykapacitet er ikke det eneste parameter, som Københavns Lufthavn kommer til at kæmpe mod i de kommende år. Lufthavnen fortæller over for CHECK-IN.dk, at den kommende storlufthavnBerlin Brandenburg International (BBI), kan blive en svær konkurrent at kæmpe imod.

”Vi ser på det således, at det kan blive en trussel. Vi er klar over, at de har store ambitioner, de er skarpe, og derfor ser vi på projektet med stor respekt.”

Trods den tilfredsstillende placering på listen er København blevet overhalet af Antalya i Tyrkiet og Domodedovo i Moskva. Men ifølge Ole Wieth Christensen er disse lufthavne ikke de største konkurrenter men i stedet Stockholm-Arlanda, der er placeret som nr. 26. på listen. For at bevare positionen som Skandinaviens knudepunkt er det dermed altafgørende, at Københavns Lufthavn bevarer en placering foran Stockholm-Arlanda.

Foto: Københavns Lufthavn er tilbage i europæisk TOP15 efter at have overhalet lufthavnene i Palma de Mallorca, Dublin og London-Stansted.