Finger C i Københavns Lufthavn. (Foto: Dragør Luftfoto)

CPH tilbage i toppen

Efter en katastrofal juli er Københavns Lufthavn i august tilbage i toppen som Europas næstmest punktlige lufthavn. Kun overgået af en lokalrival.

Når man stiler højt og har ambitioner om at være et trafikknudepunkt i verdensklasse, så gør det ondt, når flyene i ens lufthavn i mange tilfælde kommer alt for sent afsted.

Derfor vendte mundvigene kraftigt nedad i Københavns Lufthavn, da det for en måned siden kom frem, at kun 77,3 procent af flyene afgik fra lufthavnens gates inden for de 15 minutter efter planlagt afgangstid, som defineres som rettidig afgang.

Malurt i bægeret
Men nu er mundvigene vendt opad. For i august formåede 86,75 procent af de mere end 6.200 fly i Københavns Lufthavn at komme afsted til tiden. Det indbragte København en andenplads på listen over de mest punktlige europæiske lufthavne. Lidt malurt i bægeret er det dog, at nummer ét er lokalrivalerne i Oslo Gardermoen.

Suverænt dårligst til at få flyene i luften til tiden er man i Lissabon. Her kom kun 36,8 procent afsted inden for 15 minutter, og næsten 20 procent kom mere end 45 minutter for sent afsted.

Stærk vækst
Københavns Lufthavn kan også glæde sig over, at 2.280.830 passagerer rejste enten fra, til eller igennem Københavns Lufthavn i august. Det svarer til en stigning på 6,4 procent i forhold til samme måned i fjor.

Antallet af udenrigspassagerer steg med 6,4 procent bl.a. drevet af stærk vækst hos Norwegian og easyJet, mens transfertrafikken voksede med 10,3 procent. Mængden af indenrigspassagerer steg med 7,0 procent, hvilket er en helårseffekt af de mange nye ruter og frekvenser, som flyselskaberne har åbnet siden Cimber Sterlings konkurs i maj 2012.