Danfoss og Cimber – et afhængighedsforhold

Industrikoncernen Danfoss på Als har altid været tæt forbundet med det sønderjyske luftfartsselskab. Danfoss-firmaflyene er tidligere blev lejet ud til Cimber, og Danfoss-koncernens medarbejdere har gennem tiden udgjort en væsentlig del af passagergrundlaget på Sønderborg-København ruten.

I 1958 købte fabrikant Mads Clausen fra Danfoss et to-motores Aero Commander fly. Flyet blev opereret af Cimber-stifteren Ingolf Nielsen på vegne af Danfoss i al den tid, hvor industrivirksomheden ikke selv skulle bruge flyet.

Flyet blev blandt andet anvendt på den “regelmæssige“ taxafly-rute mellem Sønderborg og København, som det hed indtil selskabet fik koncession på ruten. Det var ganske kort tid før, at Sønderjyllands Flyveselskab skiftede navn til Cimber Air.

Igennem hele Cimber-historien har der været en tæt samarbejde mellem Danfoss-koncernen og det lokale luftfartsselskab. Det kan bedst karaktereiseres som et gensidigt afhængighedsforhold. Danfoss havde brug for en flyrute fra Sønderborg-København til at sikre tilgængeligheden til den stærkt ekspanderende koncern. Cimber Air har i stedet haft brug for forretningsrejsende fra især Danfoss til at kunne fylde flyene.

At samarbejdet var tæt kunne også aflæses ved Danfoss-bestyrelsesformanden Jørgen Mads Clausens 60 års fødselsdagsreception den 23. september 2008. Det daværende Cimber Air indsatte ekstrafly til receptionsgæsterne fra København, der blot ved at sende en mail til [email protected] kunne booke billet til ruten. Det er nok de færreste erhvervsledere, der kan få et luftfartsselskab til at indsætte og administrere booking af billetter til en ekstraflyvning i forbindelse med en fødselsdagsreception.

Det var angiveligt også dette afhængighedsforhold, der i slutningen af 2009 fik Bitten og Mads Clausen Fond til at give tegningstilsagn for en del af de udbudte aktier ved børsemissionen.

Bitten og Mads Clausens Fond er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1971 af Bitten Clausen, der er enke efter Danfoss-stifteren Mads Clausen. Fonden er styret af sin fundats, der er baseret på Mads Clausens ønsker om den fremtidige udvikling af Danfoss. Det vil sige, at fondens formål er at støtte aktiviteter, der har en positiv indvirkning på Danfoss A/S, koncernens medarbejdere og de lokalområder, hvor Danfoss har sine aktiviteter.

Støtten gives normalt kun som finansielle donationer, hvorfor fondens tegning af aktier i Cimber Sterling var bemærkelsesværdig. Men da fonden generelt ønsker at støtte aktiviteter, der er til gavn for Sønderjylland, har der angiveligt været overvejelser om at sikre en bæredygtig infrastruktur med Cimber Sterlings indenrigsflyrute til Sønderborg Lufthavn.

Intil gårsdagens selskabsmeddelelse ejede Danfoss-familien via Bitten og Mads Clausens Fond 6,59 % af aktierne i Cimber Sterling gennem selskabet B&MC Holding. Efter den rettede emission vil B&MC Holding besidde 1,93 % af aktierne i det nye Cimber Sterling.

Men det bekymrer angiveligt ikke Clausen-familien, så længe der er regelmæssig rutetrafik til og fra Sønderborg lufthavn.