Det nye F-16 Dannebrogsfly. (Foto: Tom Houquet, Aviation Photocrew)

Dannebrogsfly debuterer ved Farnborough Air Show

Flyvevåbnets nye F-16-Dannebrogsfly, med opdateret farveskema, bliver udstillet og skal for første gang flyve opvisning ved den internationale flyudstilling i Farnborough i slutningen af juli.

Hos Fighter Wing Skrydstrup, der er hjemsted og udgangspunkt for den danske styrke af F-16 kampfly, har man et særligt Dannebrogsfly, der benyttes som ambassadør for Forsvaret og Flyvevåbnet.

Tidligere var det flyet med halenummeret E-191, som havde den slags opgaver, men efter at have været væk i et halvt års tid, er det i stedet E-006, der kommer til at efterfølge E-191, der er et af de 19 F-16 kampfly, som er udset til donation til Ukraine.

Selvom E-006 kommer til at udføre løbende træningsmissioner og operative opgaver, blandt andet i afvisningsberedeskabet, kommer flyet dog også til at vises frem ved flyopvisninger i ind- og udland.

En af de første opgaver for E-006 bliver en debut ved Farnborough International Airshow, den kæmpemæssige udstilling i Farnborough i Hampshire, og som afvikles hvert andet år i modsatte år af Paris Air Show. Her demonstreres civile og militære fly for repræsentanter fra luftfarts- og forsvarsindustrien over hele verden.

Dannebrogsfly siden 2019
E-006 er stadig malet i Dannebrogsfarver, men flyet har fået et opdateret bemalingsskema, der også indeholder elementer, der markerer 50-året for F-16 flytypens første flyvning i 1974. 

“Vi er utrolig glade for at flyve og deltage i Farnborough International Airshow for første gang. At være i stand til at flyve med vores nye Danneborg i Storbritannien ved det mest internationale luftshow i verden, er et stolt øjeblik for det Kongelige Danske Flyvevåben,” siger kaptajn Troels K. Dehli Vang.

Det første Dannebrogsfly blev malet og sendt på vingerne i 2019 for at fejre 800-året for Danneborg, og det har været særdeles synligt, når det eksempelvis som en del af afvisningsberedskabet har afvist russiske spionfly tæt ved dansk luftrum.

Danmark var i øvrigt blandt de første til at anskaffe F-16, der var produceret af General Dynamics, da man sammen med Belgien, Holland og Norge købte i alt 344 fly, hvoraf Danmark fik 58, der senere blev suppleret med yderligere 19 fly.

 

 

Relaterede artikler:

F-35 kampfly indtog Københavns Lufthavn

Danske kampfly på vingerne ved bombetrussel

Ryanair-fly fik dansk F-16-eskorte efter trussel