F-35 i Københavns Lufthavn. (Forsvaret)

F-35 kampfly indtog Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn har haft besøg af et af de fire F-35 kampfly, der blev leveret til Fighter Wing Skrydstrup. Lufthavnen i Kastrup skal være alternativ landingsplads, hvis vejret driller i Jylland.

De første fire af i alt 27 nye F-35 kampfly fra flyproducenten Lockheed Martin ankom i oktober sidste år til Danmark, hvor de har fået hjemmebase på flyvestationen hos Fighter Wing Skrydstrup.

Flyene, der afløser de aldrende F-16, skal primært anvendes fra flyvestationerne i Aalborg, Karup og Skrydstrup, men der kan være situationer, hvor vejrforholdene betyder, at flyene må søge mod alternative landingspladser, og her er Københavns Lufthavn udpeget.

Derfor har det danske flyvevåben foretaget en øvelse, hvor en F-35 benyttede lufthavnen i Kastrup som en vejralternativ landingsplads, og det var noget, der fik mange passagerer i den civile lufthavn til at spærre øjnene op.

”At vi fremadrettet kan benytte Københavns Lufthavn sikrer en endnu mere fleksibel og dynamisk afvikling af flyvning med F-35 i dansk luftrum, fordi vi i særlige tilfælde nu kan benytte lufthavnen som alternativ landingsplads,” fortæller oberstløjtnant og chef for Flyverkommandoens Kampflyafdeling Casper Børge Nielsen, der også går under pilotnavnet PEL.

PEL uddyber, at dialogen med Københavns Luthavn har været god, og at det er vigtigt, at der er gode relationer og fælles forståelse mellem de to faglige verdener inden for flyvning.

Flere strenge at spille på
Passagererne i Københavns Lufthavn skal dog ikke forvente til dagligt at møde F-35 kampfly i lufthavnen. Det sker yderst sjældent, at behovet opstår, og siden de første F-16 kampfly kom til Danmark i 1980 er der kun sket omkring 10 gange, at det har været nødvendigt at lande i lufthavnen i Kastrup.

Det er nemlig en prioritet, at der kan landes på flyvestationerne i Aalborg eller Karup, hvis vejrforholdene i Skrydstrup ikke tillader det. Men at have Københavns Lufthavn som alternativ er en nødvendighed for at sikre en operationel fleksibilitet.

”Med muligheden for at benytte Københavns Lufthavn som alternativ landingsplads får vi lidt flere strenge at spille på, når vi skal afvikle træning og vejret i Jylland er dårligt. Det kommer forventeligt til at betyde færre aflysninger og dermed øget træningsudbytte,” siger F-35 piloten MON, der fløj det fly, der forleden landede i Kastrup.

Øvelsen havde konkret til formål at sikre, at medarbejderne i Københavns Lufthavn også lærte at håndtere parkering og tankning af F-35 samt hvilke procedurer, der er nødvendige, hvis der er fejl på flyet. Da der er tale om et militært fly, er der særlige regler om krav til opbevaring og sikkerhedsafstand.

 

Relaterede artikler:

Danish Air Show flyttes fra Skrydstrup til Aalborg

Forsvaret kan blive terminal-ejer i Karup

Skal levere avanceret udstyr til nye patruljefly til Forsvaret