Dansk Luftfart: Tilfredse med GoLeif-dom

Brancheforeningen Dansk Luftfart er tilfredse med den principielle dom i Østre Landsret, hvor online-rejsebureauet GoLeif blev dømt til at betale erstatning til en forbruger, der i 2012 tabte 2.850 kroner på Cimber Sterlings konkurs.

Østre Landsret afsagde i sidste uge dom i den såkaldte Goleif-sag, hvor en forbruger i 2012 havde købt flybilletter med Cimber Sterling gennem online-rejsebureauet Goleif, der siden nægtede at erstatte forbrugerens udgifter til hjemrejsetransport efter flyselskabets konkurs.

Sagen har vakt stor opmærksomhed i den danske rejsebranche, idet der ligger 833 lignende sager om erstatning i Forbrugerklagenævnet, og Østre Landsrets dom kan få principiel betydning for disse sager.

Hos Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL) er der tilfredshed med afgørelsen i Østre Landsret. Det er nemlig flyselskabernes opfattelse, rejsebureauerne ikke bare kan fralægge sig ansvaret. Ifølge BDL er rejsebureauerne aftalepart, når der sælges flybilletter, med mindre de meget tydeligt tilkendegiver, at de blot er formidler af et produkt.

“Vi er tilfredse med dommen, fordi det er vigtigt, at forbrugeren har klarhed over, hvem der er aftaleparten. At det som hovedregel er der, hvor kunden køber varen, er et gyldent princip. Så vi er glade for, at landsretten stadfæster dette princip,“ siger chefkonsulent Per Henriksen.

Formidlerrolle skal tydeliggøres
Gennem adskillige år har det såkaldte agentforbehold været tilstrækkeligt til at rejsebureauerne kunne fraskrive sig deres ansvar ved flyselskabers konkurser.

BDL er da også på usikker grund, når foreningen hævder. at aftaleparten som hovedregel er der, hvor kunden køber varen. Østre Landsrets dom siger det stik modsatte i den opsummerende begrundelse og resultat.

“Selvom det efter det for landsretten oplyste, må lægges til grund, at rejsebureauer ved salg af tilsvarende flyrejser som altovervejende hovedregel ikke handler i eget navn, men alene optræder som formidler for flyselskaberne, kan dette forbehold ikke anses som almindeligt kendt af forbrugerne,“ hedder det i dommen.

Dommen siger også, at GoLeif ubestridt var formidler af rejser for flyselskabet Cimber Sterling.Det handler således ikke om, hvorvidt rejsebureauer er formidlere af flyrejser, men tilsyneladende i hvor høj grad, at rejsebureauerne er i stand til at kommunikere det klart og tydeligt til forbrugerne.

GoLeif har da også ændret sine rejsevilkår siden april 2012, hvor den pågældende forbruger købte billetten med Cimber Sterling. Nu fraskriver GoLeif sig ansvaret i forbindelse med konkurser jævnfør rejsebureauets senest opdaterede rejsevilkår:

“Den Danske Rejsegruppe / filial af Svenska Resegruppen AB og GoLeif.dk er formidler af flybilletter, hotelophold, udlejningsbiler og øvrige arrangementer. Vi sælger ikke rejser i vores eget navn, Vi har ikke ansvaret for eventuelle tidstabelsændringer, annullerede flyafgange, konkurs hos flyselskaber, mistet bagage, bagage som ikke indgår i billetprisen eller andre rejsebegivenheder som har med rejsens gennemførelse at gøre.“