Med kun en uges mellemrum vil Danish Air Transport og Air Sweden åbne København – Norrköping.
Rejsende mellem København og den svenske by Norrköping kan muligvis gå hen og få hele to flyselskaber at vælge imellem på ruten, som siden januar har stået ubetjent hen. For Danish Air Transport planlægger at starte flyvninger på ruten fra 26. august. Og en uge senere vil Air Sweden tage konkurrencen op.
Det er i hvert fald planen på nuværende tidspunkt. Men det kan dog nå at ændre sig, da Air Sweden er kendt for igen og igen at ændre ruteprogram og udskyde åbningen af nye ruter. Den 22. april skulle Air Sweden således være startet med at flyve på netop København – Norrköping. Men det blev droppet i sidste øjeblik.
Danish Air Transports plan er to returflyvninger på hverdage og en lørdag og en søndag med ATR 42-fly med plads til 46 passagerer.
Hvis Air Sweden gør alvor af sine planer, så kommer ruten fra 2. september til at indgå i selskabets flyvninger fra København til Skellefteå, der får en mellemlanding i Norrköping fire gange om ugen.
Allerede i næste måned kan Air Sweden tænkes at gøre sin entré i Københavns Lufthavn. Ifølge selskabets hjemmeside er det således planen den 12. juni at starte flyvninger en gang om ugen fra København til Beirut og Skopje. Ugen efter udvides ruteprogrammet med flyvninger en gang om ugen til Erbil og Najaf i Irak.
Tages med et gran salt
Erfaringerne viser dog, at Air Swedens planer skal tages med et gran salt. I november sidste år bekendtgjorde selskabet, at det ville starte flyvninger fra København til februar. Det er sidenhen blevet udskudt adskillige gange og destinationer er røget ud og erstattet med andre.
Air Sweden er et såkaldt virtuelt flyselskab, der ikke selv har fly eller tilladelse til at operere fly. De wet-leaser fly hos andre selskaber. I april opererede Estonian Air en række flyvninger fra Sverige til London for Air Sweden med et Embraer 170-fly. Men de flyvninger er indstillet igen. Angiveligt på grund af meget lav belægning. Således har Air Sweden på nuværende tidspunkt ingen flyvninger.
Det tidligere Cimber Sterling er et af de selskaber, som har prøvet kræfter med Norrköping-ruten. Det samme gælder det lille svenske flyselskab Nextjet, der resignerede i januar i år efter fem måneders flyvninger.