Danish Air Transport og Apollo har indgået en kontrakt på mere end 75 mio. kroner, som i sommeren 2016 sikrer næsten fuldtidsbeskæftigelse til et af DAT’s Airbus-fly.
Det danske flyselskab Danish Air Transport og den nordiske charterarrangør Apollo udvider næste år deres samarbejde betragteligt. Således kommer et af DAT’s Airbus-fly til at være næsten fuldtidsbeskæftiget med at flyve solhungrende Apollo-gæster sydpå fra slutningen af februar til midten af oktober.
I år har DAT kun fløjet enkelte serier fra Billund, ligesom selskabet har enkelte serier for Apollo fra København i den kommende vintersæson.
Kontrakten har en værdi af mere end 75 mio. kroner og vil resultere i mere end 230 flyvninger.
Eget in-house flyselskab
Et af Danish Air Transports i alt fem Airbus A320-fly starter i slutningen af februar frem til april med at flyve fra Gøteborg. Herefter rykkes flyet til Københavns Lufthavn, hvor det skal flyve sydpå og retur frem til oktober.
Apollo har sit eget in-house flyselskab, Novair, og har netop tegnet en ny stor kontrakt på over 700 mio. kroner med SAS om flyvninger fra det kolde Norden til Sydeuropa og Nordafrikas varme.
Aftalen med Apollo betyder, at tre af Danish Air Transports fem Airbus A320-fly er på kontrakt for 2016 med charterflyvninger fra Danmark.