DBTA: Lufthansa tvinger os til at ændre rejsepolitik

Lufthansas kommende gebyr for billetkøb via GDS-systemerne vil tvinge virksomheder til at ændre rejsepolitik, lyder det fra DBTA, der frygter at flere flyselskaber vil følge Lufthansas eksempel.

Som rejseindkøber i en virksomhed bruger man ofte megen energi på at opdrage kollegerne til, at booke flybilletter til arbejdsrejsen gennem det erhvervsrejsebureau, som virksomheden har en aftale med. Og ofte er den procedure nedfældet sort på hvidt i firmaets rejsepolitik.

Nu kommer rejseindkøberne i mange tilfælde til at skulle omskrive virksomhedernes rejsepolitikker. Det forudser Line Olufson Bruun, formand for Danish Business Travel Association (DBTA).

Anledningen er at Lufthansa Gruppen den 1. september indfører et gebyr på 16 euro – svarende til 120 danske kroner – for alle bookinger foretaget via globale distributionssystemer som Amadeus, Sabre og Galileo. Det er de GDS-systemer som rejsebureauerne bruger, når de skal booke billetter for virksomhedskunderne.

”Vi har tvunget medarbejderne til at booke via rejsebureauerne og GDS-systemerne. Nu skal vi i mange tilfælde til helt at omskrive virksomhedernes rejsepolitik,” forklarer Line Olufson Bruun.

Andre gør det samme
Lufthansa begrunder beslutningen med, at kunderne i forvejen er vant til at betale forskellige gebyrer afhængig af distributionskanal. GDS-gebyrerne har indtil videre været en del af billetprisen, men fremadrettet skal den omkostning væltes over på kunderne gennem et såkaldt DCC-gebyr (Distribution Cost Charge, red.).

Line Olufson Bruun frygter, at andre flyselskaber vil følge i kølvandet på Lufthansa-gruppen, der tæller Lufthansa, Swiss, Austrian og Brussels Airlines.

”Jeg er bange for, at det her er starten på en større GDS-problematik, hvor andre luftfartsselskaber gør det samme som Lufthansa,” siger Line Olufson Bruun.

Arbejder mod hinanden
Lufthansa annoncerede det nye gebyr til rejsebureauer og kunder over hele verden på én gang i tirsdags uden at gøde jorden på forhånd.

”Det havde været rart at være blevet inddraget på forhånd, så vi var forberedte. Det kan ikke være rigtigt, at vi arbejder mod hinanden. Vi er afhængige af GDS-systemerne her og nu. Men det kan være verden ser anderledes ud om nogle år. Derfor er det trist at de går solo og træder ud,” understreger Line Olufson Bruun.

Hos Lufthansa mener man det er urimeligt, at flykoncernen skal betale store beløb til leverandørerne af GDS-systemerne.

“Jeg tror efterhånden, at mange kunder har accepteret, at der er forskellige fees i forskellige distributionskanaler. Vi synes, at det er urimeligt, at vi som flyselskab skal betale så store omkostninger til GDS´erne. Tiden må vise, om kunderne vil booke mere i vores egne kanaler, men jeg tror ikke, at gebyret vil gøre den store forskel,“ sagde Lufthansas danske landechef, Morten Balk, i sidste uge til CHECK-IN.dk.

Kategorier

Annoncer

.
.