- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

De 10 mest læste historier i 2019

Et nyt dansk flyselskab kom i luften, mens Europæiske ikke ville tilbyde konkursforsikring på Norwegian. A380´ere blev hugget op, kom i haglstorm og var i søgelyset efter motorhavari.

I 2019 var der 4,5 millioner besøg på vort nyhedsmedie. Det kan også opgøres i flere end en million unikke brugere, der samlet fik vist 8,2 millioner sider. Årets produktion var 1.665 artikler, og arkivet rummer ved årets udgang omkring 16.000 artikler, der er skrevet siden starten den 18. januar 2010.

Blandt årets 1.665 artikler var der 10 historier, som der var særligt mange læsere til. Etableringen af Great Dane Airlines var der meget stor interesse for, og det var også svært at komme udenom Norwegians økonomiske udfordringer.

Herudover er listen præget af flere omtaler af “hændelser”, hvor fly er kommet ud for en eller anden begivenhed, der potentielt kunne have udgjort en sikkerhedsrisiko.

Nedenfor følger listen over de 10 mest læste historier på CHECK-IN.dk i 2019.

1. Danmark har fået et nyt flyselskab
Den 14. februar kunne CHECK-IN.dk sammen med TV 2 breake historien om, at et nyt dansk flyselskab var under etablering med base i Aalborg Lufthavn.

På et pressemøde samme dag kunne det afsløres, at navnet var Great Dane Airlines, og at stifterne var Thomas Hugo Møller og vietnamesiskfødte Huy Duc Ngyuen. Sidstnævnte måtte få uger efter pressemødet trække sig fra ledelse og ejerkreds efter en sag om urigtige CV-oplysninger.

Planen var at starte rute- og charterflyvninger fra Aalborg Lufthavn den 14. juni med to Embraer ERJ-195LR. (26.738 visninger)

Læs hele historien her.

2. Europæiske: Vi dækker ikke ved Norwegian-konkurs
Få dage før jul sendte rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV nye policebetingelser til de omkring 100 danske rejsebureauer, der har tegnet den udvidede ansvarsforsikring hos selskabet.

I materialet var vedlagt et brev, hvoraf der fremgik, at Europæiske ERV ikke længere dækkede ved en eventuel konkurs i Norwegian efter 14. januar 2020.

CHECK-IN.dk var kommet i besiddelse af en kopi af brevet og fremlagde det for Norwegian til en kommentar. “Amatøragtigt” og “utroværdigt”, lød det fra det norske lavprisflyselskab, der forgæves havde forsøgt at få en dialog i gang med Europæiske ERV.

Det lykkedes dog CHECK-IN.dk at få en kommentar fra David Kraul, der er nordisk direktør for kunde- og skadeservice i Europæiske ERV, og han kunne oplyse, at det ikke længere var muligt at genforsikre den udvidede ansvarsdækning på Norwegian i forbindelse med en eventuel konkurs. (20.222 visninger)

Læs hele historien her.

3. Norwegian-piloter overhørte instruktioner fra kontroltårn
Umiddelbart før jul kunne den finske havarikommission offentliggøre den endelige rapport omkring en hændelse, der fandt sted i Helsinki Lufthavn den 18. januar.

Her landede en Boeing 737-8 MAX fra Norwegian, selvom flyvelederen i den afsluttende del af landingen anmodede om en såkaldt go-around, da et fly fra Turkish Airlines, der netop var landet, ikke hurtigt nok havde forladt banen og kørt ind på den anviste taxivej.

Rapporten konkluderede, at piloterne angiveligt ikke havde reageret, da flyvelederen havde afgivet kommandoen i et normalt toneleje, mens piloterne var optaget af at høre højttalermeddelelserne om flyets højde. (18.352 visninger)

Læs hele historien her.

4. Grønlandsfund kan medføre hasteeftersyn af A380´ere
I september 2017 skete et dramatisk motorhavari på en af de fire motorer på en Airbus A380 fra Air France, der var på vej fra Paris til Los Angeles.

Dele af den havarerede motor faldt ned i et øde område på Grønland, og i sommeren lykkedes det for et eftersøgningshold med danske GEUS i spidsen at finde den såkaldte fan hub, som turbinebladene er fastgjort på. Den vitale motordel lå begravet under fire meter is og sne på den grønlandske indlandsis, hvor man tidligere har fundet andre dele af motoren.

De franske havariundersøgere fandt en “træthedsrevne”, der kunne indikere en produktionsfejl, og derfor var det sandsynligt, at fundet på Grønland, kunne medføre hasteeftersyn af A380´erne. (14.314 visninger)

Læs hele historien her.

5. Boeing 737 fløj i over to timer på én motor
En af de hændelseshistorier, der fik størst opmærksomhed i 2019 omhandler det tjekkiske flyselskab Smartswings.

Her gennemførte de to piloter en flyvning fra Samos til Prag, selvom den ene motor satte ud på en position nordøst for Athen. Alligevel valgte piloterne at fortsætte de resterende to timer og 20 minutter på én motor til den tjekkiske hovedstad og med 170 passagerer ombord.

Udover at undlade at søge til nærmeste lufthavn, fortalte piloterne heller ikke flyvelederkontrollen i Ungarn, Østrig, Serbien og Kosovo, at man var i det pågældende luftrum med kun én motor i drift.

Hændelsen har sidenhen ført til politianmeldelser og fyringer. (14.042 visninger)

Læs hele historien her.

6. Syv Qatar-Dreamlinere blev sendt retur til USA
Anden juledag tog Qatar Airways i Everett ved Seattle levering af fire Boeing 787-9 Dreamlinere, og den følgende dag satte endnu tre fly af samme type kurs mod Doha.

Efter lidt mere end 24 timers ophold i Qatars hovedstad gik turen tilbage over Atlanten til Victorville Airport i det sydøstlige Californien, hvor flyene nu venter på at få monteret de såkaldte Qsuite-kabiner.

Det er stadig et åbentstående spørgsmål, hvad der var årsagen til den opsigtsvækkende flypositionering.(13.715 visninger)

Læs hele historien her.

7. Boeing 737 forsøgte at starte fra taxivej i Schiphol
En tidlig morgen i begyndelsen af september var en Boeing 737-800 fra det hollandske lavprisflyselskab Transavia ved at gøre klar til take off fra Amsterdam Schiphol Airport med Chania på Kreta som destination.

Flyet blev clearet til start på bane 18C, men på grund af en misforståelse påbegyndte piloterne starten fra taxivej D. Det lykkedes dog flyvelederen at få piloterne til at afbryde starten med det samme. (13.467 visninger)

Læs hele historien her.

8. Ophugning af A380´ere er i gang
Airbus A380 har altid været godt stof på CHECK-IN.dk. Omtalen af den tidskrævende ophugning af to Airbus A380’ere i Tarbes-Lourdes Pyrénées Airport i det sydlige Frankrig, blev også en af årets mest læste historier.

Der er ingen brugtmarked for A380´erne, så da leasingaftalen på 10 år udløb for de første to fly hos Singapore Airlines, måtte Dortmund-leasingselskabet DS Aviation (Dr. Peters Group) opgive at sælge flyene og i stedet lade dem ophugge.

Reservedelene fra hvert enkelt af de ophuggede fly vil kunne indbringe 45 millioner dollar, eller hvad der svarer til 300 millioner kroner. Herudover kommer indtægterne fra udleje af motorerne til Rolls-Royce, der kan bruge dem reservemotorer. (13.312 visninger)

Læs hele historien her.

9. Great Dane Airlines er landet
På en solrig dag i maj havde Great Dane Airlines inviteret presse og samarbejdspartnere til præsentation af selskabets første fly, der aftenen i forvejen var landet efter leveringsflyvningen fra Dublin.

Flyet af typen Embraer ERJ-195 blev indregistreret som OY-GDA og præsenterede sig flot med Dannebrog på halen i forårsklædte omgivelser.

Arrangementet var samtidig det første, hvor flyselskabets nye medejer, den nordjyske rigmand Eigild Bødker Christensen, var til stede. Han havde valgt at købe de to første fly af irske Stobart Air og til formålet oprettet selskabet SEBC Aviation Leasing ApS, der herefter lejer flyene ud til det nyetablerede flyselskab. (12.781 visninger)

Læs hele historien her.

10. A380 beskadiget af kraftig haglstorm
Flyvevejret kan nogle gange være ganske voldsomt, hvor selv store fly kan blive påført skader. Det var tilfældet i maj, da en Airbus A380 fra China Southern Airlines på vej fra Guangzhou til Beijing fløj ind i en voldsom haglstorm.

Flyets yderste cockpitruder revnede ved mødet med de kraftige hagl, og radarskjoldet på flyets næse blev også beskadiget.

Der har gennem flere år været rapporteret om tilsvarendelse hændelser med andre flytyper hos det kinesiske flyselskab. Om piloterne er frygtløse, eller om flyvevejret i denne del af verden er mere udfordrende end andre steder, melder historien ikke noget om. (11.425 visninger)

Læs hele historien her.

Udover de 10 mest læste historier, er der også skrevet meget om MAX-krisen hos Boeing, pilotstrejke i SAS, konkursen i Thoma Cook Group, nye Airbus A350 til SAS samt de mange tilpasninger, som Norwegian har gennemgået. Alt dette og meget mere er tilgængeligt i vort omfattende artikelarkiv.

 

Relaterede artikler:

Her er de 10 mest læste artikler i 2019 på STANDBY.dk