- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Den norske regering vil hjælpe Norwegian

De norske regering ser positivt på at hjælpe Norwegian med hybridlån, hvis rekonstruktionen lykkes. "Forretningsplanen ser mere robust ud, end den vi sagde nej til i oktober," siger den norske erhvervsminister.

Det ser efterhånden ud til, at Norwegians overlevelsesmuligheder bliver større, end hvad man havde forestillet sig for blot nogle få uger siden. Nu tilkendegiver den norske regering nemlig, at man er villige til at bistå med finansiel støtte, hvis det lykkes for det norske lavprisflyselskab at komme succesfuldt igennem den igangværende rekonstruktionsproces.

Det er planen, at Norwegian skal reducere gælden til 20 milliarder norske kroner samtidig med, at der skal tilføres mellem fire og fem milliarder norske kroner i ny kapital.

“Lykkes Norwegian med dette arbejde, så har regeringen sagt, at vi kan bidrage med hybridlån. Men det er en krævende proces, selskabet er i gang med, og Norwegian er blandt andet afhængige af, at få langsigtede og strategiske ejere ind. Staten har ikke ambitioner om at blive ejer i Norwegian,” siger erhvervsminister Iselin Nybø i en pressemeddelelse fra den norske regering.

En statslig deltagelse med hybridlån kræver godkendelse i Stortinget, og en eventuel deltagelse vil ske på markedsmæssige vilkår. 

En vigtig aktør i norsk luftfart
Den norske regering understreger, at håndsrækningen til Norwegian skyldes, at den forretningsplan, som selskabet netop har præsenteret, ser mere robust ud, end hvad der blev præsenteret i oktober, hvor regeringen afviste af hjælpe selskabet.

“Målet med regeringens mange tiltag i luftfartspolitikken er at sikre et godt ruteudbud og et stærkt norsk luftfartsmarked, når vi igen får mulighed for at rejse efter pandemien. Vi tror, at et rekonstrueret Norwegian kan være en vigtig aktør i norsk luftfart i fremtiden,” siger transportminister Knut Arild Hareide.

Hos Norwegian vækker den norske regerings beslutning ikke uventet glæde.

“På vegne af os alle i Norwegian vil jeg gerne rette en stor tak til regeringen. Norwegian står i en meget krævende situation som følge af pandemien, og statens medvirken øger chancen betydeligt for, at vi lykkes med at hente ny kapital og komme godt igennem rekonstruktionen. Vi har fortsat et stykke arbejde foran os, men støtten fra regeringen tager vi til indtægt for, at vi er på rette kurs,” udtaler koncernchef Jacob Schram fra Norwegian.

 

Relaterede artikler:

Norwegian dropper langdistanceflyvninger

Den norske regering afslår at hjælpe Norwegian

Stigende politisk vilje til at hjælpe Norwegian