Billund Lufthavn havde i 15 timer besøg af Antonov An-225, der er verdens største fragtfly. Interessen for at opleve kæmpeflyet var kolossal, men det store øjeblik blev forstyrret af vejrguderne.
Søndag er dagen derpå i Billund Lufthavn efter det meget omtalte besøg af verdens største fragtfly, Antonov An-225, der fra sent fredag aften og indtil tidligt lørdag eftermiddag var på besøg i den internationale vestdanske lufthavn.
Fragtflyet med registreringen UR-82060 fra det ukrainske flyselskab Antonov Airlines landede fredag aften kl. 23.28 i Billund Lufthavn efter en flyvning på samlet 8.340 kilometer fra den kinesiske havneby Tianjin via Bisjkek i Kirgistan til Billund.
En tur med sammenlagt 14 timer og 40 minutter i luften for det store fly, hvilket er noget længere end mange andre flyselskaber ville kunne tilbagelægge turen på. Det hænger sammen med, at turen fra Biskjek gik via Usbekistan, Turkmenistan, Aserbajdsjan, Georgien, Moldova og Polen, hvor mange normalt ville flyve ind over Rusland.
Det forhindrede det anspændte forhold mellem Ukraine og Rusland imidlertid.
Kilometerlange bilkøer
Allerede flere timer før ankomsten i Billund var der mødt i hundredevis af mennesker op på den kolde februaraften, og de kunne fra området ved “Spotterhøjen” syd for banen følge landingen på bane 27.
Ombord på flyet, der har et lastrum på 1.300 kubikmeter og en kapacitet på 250 ton, var testudstyr til den danske coronaindsats.
Tilstrømningen af publikum fortsatte allerede lørdag morgen, og der var op ad formiddagen kilometerlange bilkøer mod Billund, hvor flyspottere, luftfartsentusiaster og andre interesserede i god tid havde taget opstilling udenfor hegnet.
Nogle var mere heldige, idet Billund Lufthavn i samarbejde med Spedman Global Logistics havde inviteret en lille antal flyspottere og mediefolk til et arrangement, hvor der var mulighed for at komme helt tæt på verdens største fly, der var på sit første besøg i Billund og det kun tredje besøg i Danmark nogensinde.
Haglbyge kom på tværs
Det blev en kold lørdag for det store publikum, der spændt ventede på, at Antonov-flyet med de seks D-18 motorer, skulle gå på vingerne og flyve tilbage til Kiev (Kyiv).
Det store øjeblik blev dog forstyrret at vejrguderne, idet en haglbyge satte ind kl. 14.24, hvor flyet atter forlod lufthavnen, og det manglende lys ødelagde mulighederne for knivskarpe fotos af kæmpeflyet.
Trods vejrliget blev det alligevel en god dag for de mange flyspottere fra ind- og udland, og nu er Mriya, som er flyets navn, tilbage i Kiev på hjembasen. Men selvom den ukrainske kæmpefugl er fløjet, vil den ikke blive glemt foreløbig. Lørdag var det uden tvivl det mest fotograferede fly i verden, og utallige fotos er lagret i hukommelsen på digitale enheder hos tusindvis af danske flyentusiaster.
CHECK-IN.dk havde fotograf Marieke van Hulst Pedersen på pletten, da Antonov An-225 besøgte Billund. Fotos af flyet og cockpittet er tilgængelige i et album på vores Facebook-side.
Relaterede artikler:
Flere tusinde flyentusiaster ventes til Billund