Derfor er Norwegian-flyene forsinkede

Norwegian har afsat 25 procent mindre tid end andre flyselskaber til den såkaldte ‘turnaround“ af Dreamliner-flyene i New York J.F. Kennedy-lufthavnen. Derfor bliver Norwegians USA-fly ofte forsinket.

De mange problemer med Norwegians B787-8 Dreamliner-fly mener selskabets koncernchef Bjørn Kjos er forårsaget af fejl ved flyene og fly-ingeniører, der ikke har været dygtige nok til at udbedre fejl trods det såkaldte “Gold Care“ serviceabonnement hos Boeing.

Hidtil har Norwegian afvist, at trafikprogrammet er for stramt. Det på trods af, at Norwegian fra begyndelsen har sat sig et mål om at beskæftige Dreamliner-flyene 18 timer i døgnet, hvilket er usædvanligt højt. Andre Dreamliner-operatører ligger typisk på en udnyttelse på omkring 13 timer i døgnet, mens SAS med sine Airbus-fly har en rekordhøj udnyttelsesgrad på omkring 16 timer.

Men tilsyneladende har Norwegian sat ambitionerne for højt, da der ofte optræder forsinkelser, der ikke alene kan henføres til fejl på Dreamliner-flyene. Således presser Norwegian trafikprogrammet så meget, at det norske lavprisflyselskab satser på en effektivitet i New York´s J.F. Kennedy-lufthavn, der er 25 procent bedre end konkurrenterne. Det viser en oversigt udarbejdet af CHECK-IN.dk.

Flyselskabernes turnaround-tider i New York-JFK

Flyselskab Flytype Antal pass. Turnaround JFK Terminal
Norwegian B787-8 291 01:30 Terminal 1
Finnair A330-300 266 01:50 Terminal 8
Icelandair B757-200 183 01:55 Terminal 7
Aeroflot A330-300 310 01:55 Terminal 1
Lufthansa B747-400 322 02:00 Terminal 1
Air France B777-200 307 02:05 Terminal 1
LOT B787-8 252 02:10 Terminal 1

Kilde: Amadeus

Når et langdistancefly ankommer fra Europa til New York-JFK skal flyet først og fremmest fra landingsbanen ind til gaten.Rejsende der har været i J.F. Kennedy-lufthavnen vil vide, at det kan tage op til 45 minutter fra flyet sætter hjulene på landingsbanen, før flyet er ved gate.

Herefter skal flyet tømmes for passagerer, bagage og eventuel fragt. Når flyet er tømt, vil der typisk komme et rengøringshold ombord for at støvsuge og klargøre kabinen. Samtidig bliver flyets toiletter tømt, mens der tankes nyt brændstof og catering bliver bragt ombord. Endelig bliver bagage og fragt anbragt i lastrummet, mens passagererne boarder flyet. Til sidst kan flyet rulle ud fra gaten og sætte kurs mod en af hovedbanerne, medmindre at der er vintervejr og der skal foretages de-icing inden start.

Turnaround på 90 minutter
Alt dette har Norwegian beregnet 90 minutter til at gennemføre, mens andre flyselskaber har afsat omkring to timer til samme procedure.

Således har det polske flyselskab LOT afsat 130 minutter, altså fyrre minutter mere end Norwegian, til at foretage præcis den samme handling operation i New York-JFK og med samme flytype. Det til trods for, at LOT transporterer 39 færre passagerer på deres Dreamliner.

Icelandair vender et 183-sæders Boeing 757 fly på lige knapt to timer i JFK. Samme tid bruger Lufthansa til et Boeing 747-400 fly, mens Air France skal bruge 125 minutter til at vende deres Boeing 777-200 langdistancefly.

Norwegian har således tilrettelagt sit trafikprogram med en 25 procent kortere turnaround end de flyselskaber, der i årevis har fløjet til J.F. Kennedy-lufthavnen på langdistanceruter. Selskaber, der har gjort sig utallige erfaringer med årelange operationer til en af verdens 20 største lufthavne.

CHECK-IN.dk forsøgte forgæves at få et svar på, hvad det er Norwegian kan gøre anderledes, siden det er muligt at være 25 procent mere effektive end andre flyselskaber, der opererer til og fra New York-JFK.

“Vi har gennem mange år vist, at vi kan sammensætte et effektivt program på de europæiske ruter. Det er afgørende for os at være så effektive som muligt i forbindelse med vores turnaround-tider. Dette gælder på både de korte ruter og langdistanceruterne. Turnaround-tiderne er nøje planlagt ind i vores trafikprogram,“ forklarer Johan Bisgaard Larsen, der er presse- og markedschef for Norwegian i Danmark.

Forsinkelser akkumulerer
Problemet med selv kortere forsinkelser på en halv eller en hel time er, at de akkumulerer sig i fartplanen. Når et fly har været omkring New York tre gange på en seksdages rotation, kan forsinkelsen ofte have akkumuleret sig til tre til fire timer, inden det er muligt at indhente forsinkelsen, når det kan afhjælpes med en rotation med et fly, der har en ugentlig fridag.

Det er dog ikke med til at skabe kundetilfredshed, og Norwegian risikerer samtidig at skulle afholde de såkaldte “care“ omkostninger til passagererne ved de mange forsinkelser samtidig med, at selskabet får nogle gevaldige ridser i lakken.

Tirsdag ankom flight FY7006 fra New York-JFK til Stockholm med en times forsinkelse skabt ved turnaround i JFK. Tirsdag aften afgik DY7001 et kvarter senere end tidtabellen fra Oslo med kurs mod New York. På grund af flyverute og modvind forventedes ankomsten at være en time forsinket. Dermed skal flyet vendes på blot 30 minutter i JFK, hvormed Norwegians passagerer kan se frem til endnu en forsinkelse.

Sådan ser det ud til at fortsætte, og Norwegian har tilsyneladende ikke gjort tiltag til at ændre på tidtabellen. Når det norske lavprisflyselskab åbner ruten fra København til New York den 28. februar, vil turnaround-tiden i JFK stadig være på 90 minutter.