Der er igen gang i charterflyvninger til oversøiske feriemål. Næste vinter vil Spies tilbyde direkte afgange fra København til Thailand, Sri Lanka – og nu senest Mexico.
Der står Mexico på programmet, når Spies tager hul på vinterprogrammet 2010/11. Det kunne selskabet torsdag meddele kort tid efter, at Spies også annoncerede Sri Lanka som ny oversøisk destination.
Destinationen er Cancún, der er en kystby i Mexicos østlige delstat Quintana Roo. Cancún var i de tidlige1970’ere en underudviklet ø lige ud for Yucatán-halvøens kyst til det Caribiske Hav og hjemsted for nogle få fiskerlejer og mindre præ-columbianske maya-ruiner.
Efter at den mexicanske regering besluttede at gøre Cancún til et turistrejsemål, er det blevet et verdenskendt rejsemål. Der er blevet bygget en dæmning til fastlandet og opført en international lufthavn. Herudover er byen vokset til omkring en halv mio. indbyggere – dækkende den tidligere ø og det nærtliggende fastland.
“Vi får første afgang den 21. november, og vi vil flyve hver 14. dag frem til den 11. april med et Boeing 767-fly, der tilbyder hele tre klasser ombord. I Mexico skal vore gæster bo på hoteller i Playa del Carmen, som er Yucatan-halvøens mest populære ferieområde med en strand i topklasse og et af verdens største koralrev,“ fortæller direktør Jan Vendelbo fra Spies.
Spies tilbyder både “all inclusive“ og traditionelle hoteller. Udover at flyve til Mexico hver anden mandag, vil Spies have afgang til Phuket hver fredag og til Sri Lanka hver tirsdag nat.