Direktør fratræder hos DAT

Direktør og medejer Lars W. Høeg, der har været en af de bærende kræfter i Danish Air Transport, fratrådte pludselig i onsdags.

Det kom som en stor overraskelse for den danske luftfartsbranche, da Vamdrup-baserede Danish Air Transport (DAT) i onsdags i en intern mail til selskabets ansatte meddelte, at direktør Lars W. Høeg var fratrådt med øjeblikkelig virkning.

Lars W. Høeg kom ind som direktør i DAT i 2003, efter at flyselskabet det foregående år havde været i knæ rent økonomisk. Ved ankomsten til DAT havde Lars W. Høeg seks års erfaring med fra HØEG-inventar a/s samt 10 år som revisor hos BDO ScanRevision.

Sammen med stifterne Jesper og Kirsten Rungholm var Lars W. Høeg udset til at være den, der skulle have styr på økonomien i selskabet. Og det har der også været lige siden.

Men alligevel skulle vejene mellem Jesper Rungholm og Lars W. Høeg skilles efter 11 års parløb.

“Vi er gået fra hinanden i god ro og orden. Det har været 11 gode år, og vi har været rigtig glade for Lars´ indsats,“ siger administrerende direktør Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

Ordknap direktør
Den ellers meget lidt mundlamme Jesper Rungholm er særdeles kortfattet, når spørgsmålet om, hvad der er sket, bliver rejst.

“Det er meget sensitivt, fordi jeg har været rigtig gode venner med Lars. Vi er allerhelst fri for at omtale det. Vi var dog enige om, at samarbejdet til sidst ikke fungerede godt nok til, at vi kunne fortsætte det,“ forklarer Jesper Rungholm.

Danish Air Transport Holding A/S er moderselskab for den lille luftfartskoncern, og 90 procent af moderselskabet ejes af Runway Holding ApS, som Jesper og Kirsten Rungholm står bag. De øvrige 10 procent ejes af Lars W. Høeg gennem selskabet Bæklund Consult & Invest ApS.

Da Lars W. Høeg træder ud af ledelsen, vil hans ejerandel i Danish Air Transport Holding også blive afviklet.

“Ejerandelen er under tilbagekøb,“ forklarer Jesper Rungholm.

CHECK-IN.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars W. Høeg, men det har ikke været muligt at træffe ham.

(Foto: Oddgeir Tørresdal)