Mindre end fem år efter flytypens jomfrutur kommer den første Boeing 787 Dreamliner nu på museum.
Kun lidt mere end 4,5 år efter at det fløj første gang, bliver en Boeing 787 Dreamliner nu til museumsfly. Det er det fjerde fly, som Boeing byggede af den nye flytype, som fra november vil blive lånt ud til et museum i Seattle på USA’s vestkyst, hvor Boeing bygger langt hovedparten af sine passagerfly.
Flyet bruges i dag af Boeing som testplatform og i 2012 var det det fly, som blev brugt til en verdensomspændende turné kaldet ”Dream Tour”. Her besøgte flyet blandt andet Oslo, da det er hjemsted for Dreamliner-kunden Norwegian.
Allerførste jumbojet
Det bliver gæsterne på Museum of Flight i Boeing Field-lufthavnen syd for Seattle, der får fornøjelsen af at kunne komme helt tæt på drømmeflyet. Museet betegnes af kendere som et af verdens bedste flymuseer. Det huser blandt andet en udendørs ”airpark” med en Concorde, den første serieproducerede Boeing 737 og den allerførste Boeing 747 jumbojet samt en Boeing 727 og et tidligere Air Force One-fly.
En af museets bygninger er den røde lade, som William E. Boeing byggede i 1909. Her byggede han sine første fly og lagde kimen til det, der i dag er en af verdens største flyproducenter.
Foruden passagerflyene, så rummer museet også en lang række militærfly. Og med hjemsted i Boeings fødeby Seattle, hvor hovedparten af flyproducentens civile fly stadig bygges, er der ikke overraskende ikke et eneste Airbus-fly at se. Det nærmeste man kommer er Concorden, der blev bygget af British Aircraft Corporation og franske Sud Aviation. Det vi i dag kender som Airbus er skabt på basis af en lang række fusioner i europæisk luftfartsindustri hvor Sud Aviation indgik.
Det er på Boeing Field at Boeing oftest udleverer nøglerne til nye Boeing 737-fly til kunderne. Selve flyene bygges i Renton-lufthavnen ikke langt derfra. Boeings langdistancefly inklusiv Boeing 787 Dreamliner bygges i Everett i Paine Field-lufthavnen nord for Seattle. En lille andel af Boeing 787 Dreamliner-flyene bygges dog på en fabrik i North Carolina på USA’s østkyst.
Øverst: Boeing-flyet på besøg i Oslo i maj 2012. Foto: Andreas Krog.
Midten: Den originale Boeing-lade på Museum of Flight. Foto: Andreas Krog
Nederst: Verdens største bygning, Boeings samlehal, i Everett. Foto: Boeing