Dyrere med ekstra bagage hos SAS

Fra den 28. august bliver det 17 procent dyrere at indchecke ekstra bagage på SAS-flyvninger i Skandinavien og Europa.

Kun et halvt år efter, at SAS sidst hævede gebyrerne for ekstra bagage strammes skruen nu igen. Sidst skete det med virkning fra den 12. februar i år, og fra onsdag den 28. august skal passagererne nu atter gribe dybere i lommerne, hvis der medbringes ekstra bagage.

Det er på rejserne indenfor Skandinavien, Europa og Mellemøsten (Tel Aviv), at gebyrerne forhøjes. Dermed friholdes indenrigsruterne og de interkontinentale destinationer.

På flyvninger på SAS Go (tidligere Economy) kan alle passagerer i dag frit indskrive et stykke bagage med en maksimalvægt på 23 kg. Målene (højde+bredde+dybde) må samtidig ikke overskride 158 cm. Rejser man på SAS Plus (tidligere Business og Economy Extra) må der incheckes 2 stykker bagage á 23 kg med maksimalmål på 158 cm.

Det er alt herover, der er omfattet af de nye forhøjede tilæg for ekstra bagage. De forhøjede tillæg betyder, at det bliver 17 procent dyrere at medbringe ekstra bagage eller bagage, der overstiger vægt- og målgrænserne. Det betyder ekstraudgifter på mellem 75 og 225 kroner per strækning, hvis man rejser med så meget bagage, at det falder ind under de særlige bagageregler.

Tillæg for ekstra bagage fra 28. august 2013

Ekstra bagage I dag 28AUG13 Stigning
SAS Go
(max. 23 kg og 158 cm)
DKK 450 (€ 60) DKK 525 (€ 70) DKK 75 (17 %)
SAS Plus
(max 23 kg. og 158 cm)
DKK 450 (€ 60) DKK 525 (€ 70) DKK 75 (17 %)
Større bagage I dag 28AUG13 Stigning
SAS Go / SAS Plus
(max. 23 kg, 159-200 cm)
DKK 900 (€ 120) DKK 1.050 (€ 140) DKK 150 (17 %)
SAS Go / SAS Plus
(24-32 kg, max. 158 cm)
DKK 900 (€ 120) DKK 1.050 (€ 140) DKK 150 (17 %)
SAS Go / SAS Plus
(24-32 kg, 159-277 cm)
DKK 1.350 (€ 180) DKK 1.575 (€ 210) DKK 225 (17 %)

Note: Excess bagage er kun muligt at betale i afgangslufthavnen.

SAS understreger, at det maksimalt er muligt at indchecke fire stykker ekstra bagage, udover hvad der er tilladt i forhold til billetten og den respektive serviceklasse.

Herudover er det vigtigt at holde for øje, at bagagereglerne kun gælder på flyvninger opereret af SAS og Widerøe med undtagelse af codeshare-flyvningerer gennemført af airBaltic, Estonian Air og Icelandair. Her gælder SAS-bagagereglerne også, selvom flyvningen foretages af samarbejdspartneren. På alle andre codeshare-flyvninger vil det være det andet flyselskabs regler, der vil være gældende. Eksempelvis vil det også være tilfældet på en SAS codeshare-flyvning mellem København og Frankfurt opereret af Lufthansa. Her vil det tyske flyselskabs regler gælde, selvom man har en billet med et SAS-rutenummer.