Cyberangreb er en trussel mod flere områder. (Foto: Colin | CC 4.0 | Wikimedia Commons)

EASA: Lufthavne mest udsat for cyberangreb

En analyse fra Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur viser, at lufthavnene oftest bliver ramt af cyberangreb. Det kan skyldes, at konsekvensen ved et angreb er tydeligt i en lufthavn.

Cyberangreb er et velkendt fænomen i luftfartens verden, men visse sektorer af luftfarten bliver oftere udsat for det end andre.

Det såkaldte Cyber ​​Threat Intelligence-team under Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) har analyseret data, som løbende indsamles. Og disse data viser, at lufthavne synes at være det mest populære mål for cyberangreb mod slutningen af 2024.

Over 50 procent af de registrerede, målrettede cyberangreb inden for luftfarten er således rettet mod lufthavne. De fleste af angrebene er såkaldte Distributed Denial-of-Services (DDoS), der indebærer, at hackere forsøger at overbelaste eller udsætte en webside eller server for at gøre den utilgængelig for brugerne.

Det lader til, at de cyberkriminelle finder stor værdi i at ramme lufthavnene, da konsekvenserne ved at ramme disse ofte er ganske synlige for offentligheden. Således vil det fremgå af lufthavnenes store afgangstavler, at fly er aflyst eller forsinkede, ligesom flypassagerer bliver frustrerede. Dette er for hackerne godt visuelt materiale til medierne.

Også flyselskaber er populære mål for hackere
Omkring 25 procent af cyberangrebene mod luftfarten er rettet mod flyselskaberne, der dermed ser ud til at være det næstmest attraktive mål for personer med ondsindede hensigter.

Foruden DDoS-angreb lider flyselskaberne blandt andet også under ransomware-angreb, der er en type angreb, hvor de kriminelle krypterer en enheds data og kræver løsepenge for at dekryptere dem. Dermed har angrebene ikke kun en sikkerhedsmæssig påvirkning, men også indvirkning på selskabernes drift.

Lufthavne og flyselskaber er således mest udsat for cyberangreb, men også flyproducenter, statslige institutioner samt MRO-virksomheder, der beskæftiger sig med vedligehold, reparation og eftersyn af fly, udsættes dagligt for forskellige typer af cyberangreb.

At de cyberkriminelle angriber de forskellige områder af luftfarten er oftest drevet af geopolitiske spændinger, men også økonomiske eller personlige motiver – såsom anerkendelse – kan være årsagen bag de kriminelles ageren.

 

Relaterede artikler:

Alvorligt cyberangreb mod SAS

Hackere forlanger 39 millioner fra storlufthavn

Hackere udgør trussel mod luftfartsbranchen