EasyJet og Norwegian bedre til at fylde flyene op

På trods af finanskrise fortsætter lavprisflyselskaberne Norwegian og easyJet fremgangen med flere passagerer og stadig færre tomme flysæder. Det viser trafiktallene fra februar måned.

Selvom nye fly ankommer i en lind strøm fra Boeing-fabrikkerne i Seattle midt under den globale finanskrise, så har Norwegian ikke svært ved at fylde flyene.

23 procent flere passagerer valgte at flyve med selskabet i februar i år sammenlignet med samme måned sidste år, således at selskabet i den forgangne måned transporterede mere end 1,150 mio. passagerer i de røde og hvide Boeing 737-fly. Passagererne lagde beslag på knap otte ud af ti sæder i flyene. En fremgang på to procent.

“Vi er rigtig godt tilfredse med de stærke passagertal, og med at enhedsindtægterne stiger. Vi fortsætter med at flyve med høj belægning, til trods for at februar er lavsæson for flyselskaberne. Det er rart at se, at stadig flere passagerer sætter pris på vores nye fly og gratis bredbånd om bord,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos., siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos.

Glæden hos luftfartsdirektøren hænger formentlig sammen med, at Bjørn Kjos med 27,7 procent er den største aktionær i Norwegian. Såglæden smitter også af på bundlinjen.

Større fremgang end easyJet

Hos konkurrenten easyJet er man med knap fire mio. passagerer stadig langt større end nordmændene, men briterne kunne kun notere en passagerfremgang på 3,7 procent i februar 2012 i forhold til februar 2011. Til gengæld var knap ni ud af ti sæder i brug i de hvide og orange fly.

Norwegian har i årets første to måneder modtaget tre nye Boeing 737-800 fly med plads til 186 passagerer, og yderligere ti fly vil blive leveret inden året er omme.

Selskabet har til dato installeret trådløst internet i 40 ud af sine 62 fly.