EasyJet til modangreb på SAS

EasyJet bryder sig ikke om, at SAS sætter dem i bås med Ryanair, når det kommer til løn- og arbejdsvilkår. Vi følger reglerne i de lande, hvor vi har baser, lyder budskabet.

Det britiske lavprisselskab easyJet svarer nu igen på det kraftige udfald fra SAS’ koncerndriftsdirektør, Flemming Jensen, i sidste uge her på CHECK-IN.dk. EasyJet protesterer mod at SAS sætter dem i samme bås som Ryanair.

Det er flere europæiske lavprisselskabers stadig stigende brug af vikaransættelser, ansættelse af piloter og kabinepersonale gennem de ansattes egne selskaber, meget lave lønninger og arbejdsvilkår, som ligger meget langt fra det, som vi normalt kender på det skandinaviske arbejdsmarked, der har fået SAS op på barrikaderne.

“Det virker ikke som om man tager sit arbejdsgiveransvar alvorligt på den måde, som man bør gøre det i Skandinavien,“ fastslog SAS’ driftskoncernchef Flemming Jensen, der er nummer to i SAS-hierarkiet efter Rikard Gustafson, for en uge siden over for CHECK-IN.dk.

Han pegede direkte på Ryanair og easyJet som eksempler på selskaber, som han ikke mente levede op til deres ansvar og ikke behandlede medarbejderne ordentligt og forsvarligt.

Indgået kollektive aftaler
Hos easyJet stejler man kraftigt over at blive sat i bås med Ryanair. For hos easyJet er medarbejderforholdene nogle helt andre end hos Ryanair, understreger selskabet.

”Alle vores medarbejdere er ansat lokalt i de lande, hvor vi har baser. De er ansat på lokale kontrakter og betaler skat i det pågældende land. På langt de fleste baser har vi desuden indgået kollektive overenskomstaftaler med fagforeninger for piloter og kabinepersonale,” pointerer easyJets regionale chef for Danmark, Holland, Portugal og Spanien, Javier Gandara, over for CHECK-IN.dk.

EasyJet har baser i England, Portugal, Italien, Frankrig, Schweiz og Tyskland. Selskabet har 12 ruter til København, men endnu ingen base på Amager. Hvis det skulle ske en dag, ville easyJet naturligvis ansætte medarbejderne gennem et lokalt dansk selskab og følge dansk lovgivning, understreger Javier Gandara.

Fra den ene dag til den anden
Javier Gandara peger på, at medarbejderne naturligvis får løn under sygdom. Noget som ikke er praksis hos Ryanair. Desuden forlanger easyJet ikke, at medarbejderne selv skal betale for at komme hen til den baselufthavn, hvorfra de skal flyve.

”Vores medarbejdere bor ofte i nærheden af de baser, hvor de arbejder fra. Og hvis de skal flyve ud af en anden lufthavn, er udgiften til denne repositionering betalt af easyJet,” siger Javier Gandara.

Sidste år lukkede EasyJet sin base i Madrid, mens Ryanair skar kraftigt ned på antallet af flyvninger fra Madrid, Barcelona og flere lufthavne på De Kanariske Øer. Det skete i protest mod nye høje passagerafgifter indført af den økonomisk pressede spanske stat. Javier Gandara peger på, at easyJet brugte op til et halvt år på at gennemføre nedlukningen af Madrid-basen og fulgte alle spanske love på området. Ryanair reducerede kraftigt stort set fra den ene dag til den anden.