Sun-Air Dornier 328JET i Oslo Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Effektivitet og høj service hos Sun-Air

ANMELDELSE: Sun-Air tilbyder på vegne af British Airways et gedigent produkt på selskabets mange jyske ruter. Vi prøvede en kort flyvetur fra Aarhus Lufthavn til Oslo.

Før rejsen
Formålet med rejsen var at komme frem til Oslo Lufthavn sidst på eftermiddagen for at være klar til en mødeaftale den førstkommende morgen. Bosiddende i Hobro mellem Randers og Aalborg, stod valget mellem at flyve fra Aalborg eller Aarhus – alternativt Billund Lufthavn. Afgangen med Sun-Air til Oslo fra Aalborg Lufthavn kl. 15.50 var lige tidlig nok, ligesom selskabet også benytter de små 18-personers Jetstream 31-fly, hvor pladsen er meget trang, når man har en højde og en vægt, der ligger over gennemsnittet.

Om flyvningen
Flynummer: BA8271
Dato: 26. april 2017
Fra/til: Aarhus – Oslo
Flyselskab: British Airways (Sun-Air)
Serviceklasse: Economy
Bagage: Kun håndbagage
Sæde: 2A

Valget faldt på Aarhus Lufthavn, hvor afgangen til Oslo ligger kl. 17.20. Til gengæld skal der betales 80 kroner per påbegyndt døgn i parkeringsafgift, mens det ville have været gratis at parkere i Aalborg Lufthavn.

Jeg havde ikke haft tid til at foretage online check-in, men der var ingen kø ved British Airways-skranken, hvorfor jeg lynhurtigt fik udleveret mit boardingkort.

I lufthavnen
Videre til sikkerhedskontrollen, hvor jeg var eneste passager, mens der til gengæld var tre sikkerhedskontrollører. Jeg bemærkede, at bakkerne til placere sine effekter i var usædvanligt små. Dagens flyvning afgik fra gate nr. 3, og der blev kaldt ud omkring 20 minutter før planmæssig afgang. Ved skranken i gaten ligger der bagagemærker, som man kan sætte på større håndbagage, hvorefter den placeres ved trappen ude foran flyet, mens en portør løbende bærer de mange håndkufferter og trolleys i lastrummet.

Flyet stod placeret ved standplads D, hvorfor man fra terminalen skal gå omkring 150 meter i et overdækket areal, inden de sidste 30 meter skal forceres frem til flytrappen – og denne dag i silende regn.

Boarding
Ståhøjden i flyet er begrænset, men boarding foregår i et stille og roligt tempo, og da håndbagagen er afleveret udenfor flyet, kommer passagererne hurtigt på plads. På denne flyvning var der omkring 25 passagerer ombord, og der er samlet plads til 32 personer i Sun-Airs komfortable Dornier 328JET. Alle passagerer har fået en professionel og venlig modtagelse af Anne, der er kabinechef på flyvningen.

I kabinen kan man læse navnene på dagens besætning om bord. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

På et skilt forrest i kabinen fremgår det nemlig, at vi i dag skal flyve med Anne (kvindelige kabinebesætningsmedlemmer ønsker ikke efternavn oplyst som følge af tidligere episoder med uønsket kontakt fra passagerer, red.), mens Ole Frank Andersen er kaptajn og Ronnie Boel er styrmand. En god detalje, der gør det hele lidt mere personligt.

Kabine og sæde
De bedste pladser i kabinen finder man ved sæderne 1C/D samt 9A, der alle tre er placeret ved nødudgangen. Men også det forreste sæde 2A, som jeg havde valgt, er ganske godt, selvom der ikke er et bord at slå ned, men et noget vakkelvornt bord, der kunne trækkes op af armlænet og derefter foldes ud. Der er mørke læderbetrukne og meget komfortable sæder i kabinen, og sæderne er nøjagtig magen til sæderne i Economy Class hos British Airways.

Kabinen er i 1+2 konfiguration og kan virke lidt trang, men sammenlignet med Bombardier CRJ900-flyene er der alligevel ikke den store forskel, så det er den begrænsede længde på flyet, der giver denne følelse. I Dornier-flyet er der 1,88 meter i loftshøjde og 2,24 meter i bredde i kabinen. CRJ900-flyene, som SAS benytter i 2+2 konfiguration på de regionale ruter, har en loftshøjde på 1,89 meter og en indvendig kabinebredde på 2,57 meter.

Måltider og service
Sun-Air slår mange selskaber med flere længder, når det handler om måltider og service. På flyvningen fra Aarhus til Oslo, der er scheduleret til en time og fem minutter, kommer drinksvognen rundt, så snart flyet er kommet i luften. Her kan der vælges mellem sodavand, vand, øl og vine, som er de specielle sydafrikanske Dornier-vine, som Sun-Air importerer. Jeg vælger en Tuborg-øl, der til min overraskelse er kold, hvilket man ikke oplever hos alle flyselskaber.

Fem minutter senere er maden klar til at blive serveret, og på flybakken er der blevet plads til marineret kartoffelsalat med to frikadeller og en cherrytomat. Hertil følger et stykke brød, og på bakken er der også en pakke crackers, en pose out-of-Africa-nødder, Philadelphia smøreost og Lurpark smør. Bestikket er af plastik, men kaffekoppen er af porcelæn.

Det er en flot servering på en Economy Class-flyvning på maksimalt en time. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Kaffen bliver serveret første gang sammen med maden, og Anne kommer rundt i kabinen en gang mere og tilbyder kaffe. Men det er slet ikke slut endnu. Der skal også bydes Bailey, likør og cognac rundt til kaffen, og har man ikke lyst til at drikke spiritus sidst på eftermiddagen, bliver man tilbudt at tage den lille flaske med hjem eller på hotelværelset. Som prikken over i´et sluttes af med dessert, der er gammeldags flødeis fra Premier i portionsbægre. Her kan der vælges mellem jordbær, chokolade, karamel og vanilje.

Alt dette sker i løbet af en flyvning på 55 minutters effektiv flyvetid, og det siger sig selv, at effektiviteten er i højsædet, når én kabineansat kan nå at komme igennem op til 32 passagerer med en så omfattende servering i løbet af ekstremt kort tid.

Ankomst
Flyet sætter hjulene på jorden i Oslo Lufthavn Gardermoen efter at have været på vingerne i blot 55 minutter på en flyvning langs Jyllands østkyst, op gennem Skagerak og ind gennem Oslofjorden, inden målet er i sigte omkring 50 kilometer nordøst for den norske hovedstad. Således er vi ankommet til tiden.

Flyet bliver fjernparkeret, og bussen holder klar ved siden af flyet, inden piloterne når at slukke motorerne. Herefter forlader passagererne flyet og tager deres bagage fra en vogn ved siden af flytrappen, da en portør har tømt lastrummet, mens flyets motorer er blevet slukket og trappen er blevet foldet ned. Få minutter senere er bussen ved terminalen, og i løbet af yderligere et par minutter har man passereret tolden og er gået ud gennem udgangen. Alt sammen på under 15 minutter.

Billetpris
Det er ikke billigt at rejse med Sun-Air. Billigste returbillet fra Aarhus til Oslo kan købes for omkring 2.500 kroner, men til gengæld er det en hurtig og effektiv flyvning og med service af høj kvalitet. Sammenlignet med andre tilbud i markedet, trækker prisen dog en smule ned.

Før rejsen Formålet med rejsen var at komme frem til Oslo Lufthavn sidst på eftermiddagen for at være klar til en mødeaftale den førstkommende morgen. Bosiddende i Hobro mellem Randers og Aalborg, stod valget mellem at flyve fra Aalborg eller Aarhus - alternativt Billund Lufthavn. Afgangen med Sun-Air til Oslo fra Aalborg Lufthavn kl. 15.50 var lige tidlig nok, ligesom selskabet også benytter de små 18-personers Jetstream 31-fly, hvor pladsen er meget trang, når man har en højde og en vægt, der ligger over gennemsnittet. Om flyvningen Flynummer: BA8271 Dato: 26. april 2017 Fra/til: Aarhus - Oslo Flyselskab: British Airways (Sun-Air) Serviceklasse: Economy…

Bedømmelse

Samlet bedømmelse

Oversigt :
Plus: Effektivitet, hurtig flyvning, punktlighed, fremragende måltids- og servicekoncept.

Minus: Billetpris er relativt høj.