Sæder in Finnair-fly. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Efter aflysninger: Finnair skifter 1.700 sæder

I sidste uge måtte Finnair sætte otte Airbus A321’ere på jorden, fordi man havde vasket sæderne på flyene i vand. Nu lyder det, at man håber, at flyene atter er i drift i slutningen af måneden.

Finnair måtte i sidste uge parkere otte Airbus A321’ere på jorden, fordi sæderne ombord var blevet vasket med vand. Sædeproducenten meddelte nemlig, at man ikke har dokumenteret eller testet, hvordan vandvask påvirker sædets brandbeskyttelse.

Det har ført til forsinkelser, og fra Finnair lød det, at det umiddelbart var 20 daglige flyvninger, som var berørt. Nu oplyser Finnair i en pressemeddelelse onsdag, at man er godt i gang med at udskifte 1.700 sædebetræk, og at seks af de berørte fly vil være tilbage i drift inden for en uge.

Samtlige af de otte fly forventes at være tilbage i operation ved udgangen af måneden – de blev parkeret på jorden den 13. oktober.

Procedure fra original producent
Sædebetrækkene er ifølge Finnair produceret af en leverandør, som man har arbejdet med i mange år, og det er baseret på specifikationer, som kommer fra den oprindelige sædefabrikant.

Betrækkene er blevet vasket i overensstemmelse med de oplysninger, der er modtaget fra den oprindelige sædeproducent, lyder det.

Finnair oplyser yderligere, at sæder typisk bliver vasket hvert andet år. Vask er en standardrengøringsmetode for flysæder og anvendes på resten af Finnairs flåde.

Beklager ulejligheden
Finnair oplyser, at man i forbindelse med udskiftningen af sædebetræk har været nødsaget til at aflyse cirka 70 flyvninger siden den 13. oktober, hvilket har berørt omkring 11.000 passagerer.

Fra driftsdirektør Pekka Korhonen fra Finnair lyder det, at man er kede af situationen:

”Vi beklager dybt den ulejlighed og forstyrrelse, dette har forårsaget for vores kunder. Den sikre drift af vores flyvninger er fundamentet for alt, hvad vi gør. Da vi modtog information om, at virkningen af vask på sædebetrækkenes brandbeskyttelse ikke var blevet verificeret på den krævede måde, stod det klart, at flyene måtte blive på jorden, indtil problemet var løst,” siger han.

Har leaset fly som nødløsning
Det første berørte fly er allerede blevet sendt på vingerne igen, oplyser Finnair. Flyselskabet oplyser også, at man får leveret nye sædebetræk fra flere leverandører for at løse problemet.

For at understøtte kundernes rejseplaner så godt man kan, har Finnair leaset to fly med besætninger, som er blevet indsat i rutenettet.

Aflysninger kan dog stadig finde sted, før alle de otte berørte A321’ere er sendt på vingerne. Kunder skal også indstille sig på, at der kan være overbookinger, men Finnair vil kontakte alle de berørte passagerer, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Finnair tvunget til at aflyse: Sæder vasket i vand

Finnair ser fald i oversøisk efterspørgsel

Verdenspremiere: Finnair med ny salgsteknologi