Piloter. (Foto: IATA | PR)

Efter styrt: Ser fordel i videoovervågning af piloter

Flere organisationer er ikke meget for, at piloter kan ende med at blive optaget på video, når de er på arbejde, men som følge af Air India-ulykken siger IATA nu, at det kan være en hjælp.

I kølvandet på den tragiske ulykke hvor 241 af de ombordværende på et af Air Indias Boeing 787 Dreamliner-fly omkom, da det den 12. juni styrtede ned i et boligområde nær lufthavnen i Ahmedabad i det vestlige Indien, er der blevet pustet nyt liv i en gammel diskussion.

Nu debatteres det nemlig på ny, hvorvidt der burde være optageudstyr i cockpits således, at man har video, der kan komplimentere de stemmeoptagelser og flight data, som benyttes til at klarlægge hændelsesforløbet ved ulykker eller i andre situationer.

Det er et emne, der tidligere har delt vandene. En del pilotforeninger har nemlig i årevis været modstandere af et sådan tiltag, da organisationerne blandt andet har været bekymrede over, om det ville gå udover piloternes ret til privatlivets fred eller om optagelser kan misbruges.

Er imod
I denne omgang har International Federation of Air Line Pilots Associations (IFALPA), Air Line Pilots Association (ALPA) og Allied Pilots Association (APA) udtalt sig om emnet til Reuters.

Mens ALPA kan se idé i tiltaget, hvis det kan garanteres at materialet ikke falder i de forkerte hænder, afviser både IFALPA og APA, at det er et spor, man bør forfølge. APA mener, at ulykkesefterforskere allerede har rigeligt materiale, mens IFALPA er sikker på, at optagelserne vil blive misbrugt.

”Set i lyset af den store efterspørgsel på sensationelle billeder, tvivler vi i IFALPA ikke et sekund på, at det ikke kan garanteres, at data fra en airborne image recorder – der kan omfatte genkendelige billeder af besætningsmedlemmer – vil kunne beskyttes,” lyder det i en udtalelse.

Forstår det godt
Nu slår Willie Walsh, der udover at være generaldirektør for IATA også er tidligere pilot ved Aer Lingus, dog fast, at det kunne have været til gavn, hvis der havde været opsat videoovervågningsudstyr i cockpittet på ulykkesflyet.

”Med tanke på de få informationer, som vi har indtil videre, er det meget muligt, at videooptagelser i tillæg til stemmeoptagelser ville være en stor hjælp for dem, der efterforsker ulykken,” siger Willie Walsh ifølge The Straits Times.

Han siger samtidig, at han godt forstår de betænkeligheder som pilotforeningerne måtte have, men betoner derudover nødvendigheden af, at havariundersøgelser kan foretages på et så fyldestgørende grundlag som muligt.

”Vores branche har altid sat en ære i at dele oplysninger,” tilføjer IATA-direktøren.


Relaterede artikler:

Air India vender delvist tilbage på flere ruter

Air India 171: Mistede brændstofforsyningen

241 dræbte: Air India-flyulykke i Ahmedabad (opd.)