Sådan kommer Emirates' Cabin Crew Village til at se ud. (Computergrafik: Emirates)

Emirates vil bygge boliger til 12.000 kabineansatte

Ny Cabin Crew Village i Dubai, der har plads til omkring halvdelen af de kabineansatte hos Emirates, skal være en integreret bolig- og livsstilsdestination med blandt andet butikker, restauranter og swimmingpools.

Det samlede antal af kabineansatte hos flyselskabet Emirates tæller næsten 25.000 personer, som omfatter alverdens nationaliteter. De mange medarbejdere er baseret i Dubai, hvor Emirates’ har sit store hub.

Nu kan en stor del af medarbejderne se frem til at flytte ind i en ny Cabin Crew Village, hvilket er et specialdesignet boligområde i Dubai, som udelukkende skal huse kabinemedarbejdere fra Emirates.

Første etape færdig om tre år
Emirates har indgået en aftale med Dubai Investments Park (DIP) om at reservere et større areal til det nye boligområde, som på sigt skal kunne huse op til 12.000 kabinemedarbejdere.

Den fremtidige Cabin Crew Village skal ifølge Emirates være en integreret bolig- og livsstilsdestination med fokus på trivsel, fællesskab og nærhed til arbejdspladsen.

Det milliarddyre byggeprojekt forventes igangsat i foråret 2026, og den første etape planlægges til at være færdigbygget i 2029. Projektet realiseres via en langsigtet lejeaftale.

20 boligblokke i 19 etager
Det kommende boligområde vil bestå af 20 moderne boligblokke på hver 19 etager. Boligerne opføres som ét-, to- og treværelseslejligheder, der er designet specifikt med kabinepersonalets arbejdsvilkår og livsstil for øje.

“Vores kabinepersonale er centrale for den oplevelse, Emirates leverer til kunderne. Denne investering understøtter deres trivsel gennem boliger, der er designet ud fra deres behov,” siger Ali Mubarak Al Soori, som er Chief Procurement & Facilities Officer i Emirates.

”Samtidig er projektet en langsigtet investering, der understøtter vores vækst og den kommende overgang til Al Maktoum International Airport (den nye lufthavn i Dubai, red.),” tilføjer han.

Livsstilsfaciliteter og grønne områder
Cabin Crew Village bliver udviklet som et boligområde med fuldt integrerede detailbutikker, restauranter, sundhedsklinikker, fitnessfaciliteter, fællesområder og grønne parker. Området får desuden gangstier, resort-inspirerede swimmingpools og landskabsdesign, der skal understøtte et aktivt udeliv.

Hver bygning får egne faciliteter for at sikre nem adgang og høj funktionalitet for beboerne.

Strategisk placering mellem DXB og DWC
Boligområdet placeres strategisk mellem Dubai International Airport (DXB) og Dubai World Central, som er en planlagt, stor økonomisk zone og et transportknudepunk, der centrerer sig omkring Al Maktoum International Airport (DWC).

Placeringen gør området velegnet til at understøtte Emirates’ langsigtede operationelle planer, herunder den planlagte flytning af hovedparten af selskabets aktiviteter til Al Maktoum International Airport.

 

Relaterede artikler:

Emirates dobbelt daglig fra Skandinavien

Emirates gør status over jubilæumsår: Vækst i CPH

Sådan er det at være cabin crew hos Emirates