- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Endelig godkendelse til nyt amerikansk flyselskab

Det amerikanske transportministerium har givet deres tilladelse til, at Breeze Airways kan indlede flyvninger. Det nye selskab leaser fly fra Nordic Aviation Capital og vil flyve punkt-til-punkt.

Et nyt amerikansk flyselskab sender snart det første passagerfly på vingerne.

Breeze Airways har fået den endelige godkendelse fra det amerikanske transportministerium til at indlede operationer, og lavprisflyselskabet kan i første omgang bruge op til 22 fly til flyvninger mellem de amerikanske delstater. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Luftfartsentreprenøren David Neeleman er manden bag Breeze Airways, som blev etableret sidste år. Han er tidligere stifter af blandt andet det brasilianske flyselskab Azul, amerikanske JetBlue og canadiske WestJet.

Efter planen vil Breeze Airways fokusere på ruter mellem sekundære amerikanske byer, hvor der ikke i forvejen er direkte flyforbindelse. Såkaldt punkt-til-punkt-flyvninger. Flyselskabet skulle have været på vingerne allerede sidste år, men er blevet forsinket – formentlig på grund af coronapandemien.

Vil indlede flyvninger fra to lufthavne
I sin ansøgning til det amerikanske transportministerium sidste år skitserede Breeze Airways – ifølge Routes Online – at det har til hensigt at indlede ruteflyvninger fra to forskellige, ikke-navngivet lufthavne. Fra en lufthavn i det sydøstlige USA til fire byer i det nordøstlige af landet og fra en anden lufthavn sydpå til fire byer i nordøst, sydøst og syd.

Der er således endnu ikke sat navne på de lufthavne, selskabet vil operere til og fra. Breeze Airways vil senere angiveligt etablere sig i endnu en lufthavn i det sydøstlige af landet.

I begyndelsen vil det nye flyselskab benytte mindre fly, og der er ifølge Breeze Airways mulighed for adskillige direkte ruter mellem mindre amerikanske byer. Det er endnu uvist, præcis hvornår selskabet går i luften med første fly.

NAC danner basis for Breeze-opstart
Breeze Airways havde oprindeligt planlagt at indlede drift med Airbus A220-300, men leveringen af op mod 60 af denne flytype er udsat til senere. Første fly forventes at ankomme i august i år. Indtil da vil lavprisselskabet anvende leasede fly.

Til dette har Breeze Airways lavet en aftale med Nordic Aviation Capital (NAC) om leasing af i alt 15 Embraer E190. Første fly, der er knap 14 år gammelt, ankom til det amerikanske flyselskab i begyndelsen af februar, og det andet blev leveret tidligere i marts. NAC, der er stiftet af danske Martin Møller, skal således indledningsvis udgøre grundlaget for Breeze Airways.

NAC er verdens største udlejer af regionale fly, og leasingselskabet har hovedkontor i Limerick i Irland. Selskabet har desuden afdelinger i Billund, Fort Lauderdale, Hongkong og Singapore.

Hovedkontoret for Breeze Airways bliver i Darien i delstaten Connecticut, mens den kommercielle drift bliver med udgangspunkt fra Salt Lake City i delstaten Utah. I december sidste år landede flyselskabet en aftale med Utah Valley University om at oprette et træningsprogram for kabinebesætningen.

 

Relaterede artikler:

Nyt amerikansk lavprisflyselskab skal hedde Breeze

NAC leverer første af 15 fly til nyt amerikansk flyselskab

Martin Møller trækker sig fra NAC-bestyrelsen