Martin Møller Nielsen, stifter af Nordic Aviation Capital. (Foto: Ole Joern | Redstar)

Martin Møller trækker sig fra NAC-bestyrelsen

Nordic Aviation Capital forenkler sin ledelsesstruktur med ny og mere uafhængig bestyrelse. Grundlægger og hidtidig bestyrelsesformand, Martin Møller, trækker sig fra bestyrelsen.

Grundlæggeren af Nordic Aviation Capital (NAC) og hidtidig bestyrelsesformand for flyleasingselskabet, Martin Møller, trækker sig fra bestyrelsen i selskabet. Det sker som et led i en forenkling af ledelsesstrukturen i selskabet, der er verdens største udlejer af regionale fly.

Den øverste ledelse i NAC har gennem mange år bestået af dels et rådgivende udvalg – Strategic Advisory Committee – med repræsentanter for aktionærerne samt eksterne rådgivere, dels en bestyrelse bestående af medlemmer af det rådgivende udvalg samt den daglige ledelse i selskabet.

Martin Møller har været formand for både det strategiske udvalg og bestyrelsen har været. Nu bliver det strategiske udvalg nedlagt, mens bestyrelsen udvides med nye medlemmer. Samtidig trækker Martin Møller sig fra bestyrelsen.

”For at sikre en ledelsesstruktur, der er effektiv og tilpasset de aktuelle udfordringer, som selskabet står over for, opløses udvalget, og bestyrelsen styrkes som det eneste ledende organ med en øget uafhængighed,” skriver NAC i en pressemeddelelse.

Fem nye bestyrelsesmedlemmer
Foruden Martin Møller forlader selskabets kommercielle direktør Jim Murphy og den operationelle direktør Tom Turley også bestyrelsen, mens koncernchef i NAC, Patrick de Castelbajac, forbliver i bestyrelsen ligesom Patrick Blaney, der ikke er ansat i NAC.

Ind i bestyrelsen træder de fem nye medlemmer – Rod Sheridan, Justin Bickle, Phil Bolger, Martin Cooke og Paul O’Donnell. Rod Sheridan bliver ny formand for bestyrelsen, og han kommer til NAC med 20 års erfaring fra flyproducenten Bombardier, hvor han er tidligere salgsdirektør.

De nye bestyrelsesmedlemmer har ifølge NAC ”de nødvendige færdigheder til at sikre, at selskabet kommer så stærkt som muligt ud af denne periode med markedsforstyrrelser forårsaget af COVID-19-pandemien.”

Ændringen af NAC’s bestyrelse og ledelsesstruktur sker i kølvandet på, at selskabet i juli sidste år indgik en aftale med dets långivere om en udsættelse af betaling af renter og afdrag på lån over de næste 6-12 måneder. NAC kom i seneste regnskabsår, som blev afsluttet 30. juni 2020, ud med et underskud på lidt mere end fire milliarder kroner. Året før havde selskabet et overskud på 900 millioner kroner.

Martin Møller fortsætter som rådgiver
Martin Møller, som i dag ejer cirka 28 procent af NAC, vil fortsat fungere som rådgiver for virksomheden på konsulentbasis med fokus på kommercielle forhold, oplyser NAC.

”Jeg er sikker på fremtiden for NAC og i genopretningen af ​​efterspørgslen efter regionale fly. Ændringerne i vores ledelse, især oprettelsen af ​​en uafhængig bestyrelse, har været under overvejelse, siden vi indledte drøftelser med vores långivere i 2020. Jeg er glad for, at dette nu er fuldt implementeret, og det vil hjælpe NAC med at komme sig efter virkningerne af COVID-19,” siger Martin Møller i pressemeddelelsen.

Et fuldt sæt ekspertise
Patrick de Castelbajac, administrerende direktør for Nordic Aviation Capital, siger:

”COVID-19-pandemien har gjort det nødvendigt at være adræt for at tilpasse sig de globale ændringer i luftfartsindustrien. Dagens meddelelse sikrer, at vi har det fulde sæt ekspertise, der er nødvendigt for, at virksomheden med succes kan navigere i COVID-krisen og fortsætte som markedsleder inden for leasing af regionale fly.”

NAC blev oprindeligt etableret i Skive i 1990, inden hovedkontoret i 2004 flyttede til Billund. I dag er hovedkontoret placeret i Limerick i Irland, og NAC har afdelinger i Billund, Fort Lauderdale, Hong Kong og Singapore.

NAC’s portefølje omfatter i øjeblikket 490 fly fordelt på 75 kunder i 50 forskellige land. Flyene er af typerne ATR 42, ATR 72, Bombardier Dash 8, CRJ900/1000, Airbus A220 og Embraer E-Jets.

 

Relaterede artikler:

Gigantunderskud i dansk flymilliardærs virksomhed

NAC får kapitaltilførsel på 400 millioner kroner

Fra Airbus til koncernchef i NAC