Til efteråret får skandinaviske spillefugle endnu lettere ved at komme til Las Vegas, når Norwegian åbner sin tredje rute mellem Skandinavien og “syndens by”.
Spillefugle fra Skandinavien får nu endnu lettere ved at komme til Las Vegas i Nevada – verdens spilleby nummer et. Norwegian har nemlig besluttet at åbne en ny rute mellem Oslo Gardermoen og ”Syndens by” i ørkenen i det sydvestlige USA.
Ruten åbner dog først til november i år. Så spillelystne nordmænd må indtil da flyve på Norwegians ruter fra København og Stockholm til Las Vegas, som åbnede i oktober sidste år. Ligesom de to ruter fra København og Stockholm, så vil Norwegian flyve fra Oslo én gang om ugen.
Vingespids mod vingespids
Samtidig med annonceringen af den nye Las Vegas-rute, så har Norwegian besluttet at gøre sin sommerrute mellem Stockholm og Los Angeles til en helårsrute og dermed konkurrere vingespids mod vingespids med SAS året rundt. SAS åbnede fornylig på ruten med daglige flyvninger og nu skruer Norwegian altså op for sin tilstedeværelse på ruten. To ugentlige flyvninger i sommerfartplanen bliver fremover til to ugentlige flyvninger om vinteren og tre ugentlige flyvninger om sommeren.
Desuden øger selskabet til vinter sin betjening af ruterne fra Stockholm til Oakland nær San Francisco og Fort Lauderdale nord for Miami i Florida. Fra slutningen af oktober vil selskabet året rundt flyve tre gange om ugen mellem Stockholm og Oakland, samt tre gange om ugen mellem Stockholm og Fort Lauderdale i vintersæsonen.
Til efteråret åbner SAS to ruter fra København og Oslo til Miami med henholdsvis tre og fire ugentlige flyvninger.