Bombardier CRJ 900 fra Nordica. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Estlands regering godkender statsstøtte til Nordica

Den estiske regering er klar til at støtte flyselskabet Nordica med 30 millioner euro for at hjælpe selskabet gennem krisen. Beløbet skal tilbagebetales inden syv år. Alternativet er en privatisering.

Regeringen i Estland har torsdag godkendt at støtte det statslige estiske flyselskab Nordica med et kapitalindskud på 22 millioner euro samt en lånegaranti på otte millioner euro. Det skriver det estiske medie ERR.

EU-Kommissionen godkendte i august statsstøttepakken til Nordica på i alt 30 millioner euro, som skal hjælpe selskabet gennem coronakrisen.

Nordica vurderer, at selskabet kommer til at miste 22 millioner euro på grund af coronakrisen, og selskabets bestyrelsesformand Erki Urva siger, at statsstøttepakken vil hjælpe Nordica til at overleve.

Skal bruges til at betale gæld
“Dette (statsstøtten, red.) vil især blive brugt til at betale den gæld, der er etableret,” siger Erki Urva til ERR.

Nordica havde i juli en estimeret negativ egenkapital på 19,5 millioner euro mod en positiv egenkapital på 18,9 millioner euro ved afslutningen af regnskabsåret den 31. december 2019. Det fremgik det af ansøgningen til EU-Kommissionen om godkendelse af statsstøtte.

En af EU-Kommissionens betingelser for at godkende statsstøttepakken til Nordica er, at selskabet enten betaler pengene tilbage i løbet af syv år – eller at Nordica bliver privatiseret.

Ingen aktuelle planer om privatisering
Ifølge den estiske økonomiminister Taavi Aas har regeringen dog ingen planer om at privatisere Nordica – i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

“Vi har bestemt ikke nogen plan om at sælge Nordica i dag, for i dagens situation er der ingen mulighed for at gøre det. Først er vi nødt til at få virksomheden i gang og derefter tage de efterfølgende beslutninger,” siger Taavi Aas til ERR.

Økonomiministeren udelukker dog ikke, at en privatisering kan komme på tale senere.

“For flyselskaber, som for enhver anden form for transportvirksomhed, skal aspekter overvejes meget nøje – om de skal privatiseres, og i bekræftende fald i hvilket omfang. Eksempelvis kan man lade staten have en tilbageværende rolle i processen fremover,” siger Taavi Aas.

Nordica vil overtage LOT’s andel af Xfly
Den estiske regering besluttede ligeledes torsdag, at statsstøtten til Nordica kan blive formaliseret, når drøftelserne om at erhverve det polske flyselskab LOT’s andel i Nordicas datterselskab Xfly er afsluttet.

Nordica opgav selskabets egne ruter i efteråret 2019 og overdrog ruteporteføljen til LOT, der var 49 procent aktionær i Xfly – eller Regional Jet, som selskabet hed dengang.

LOT ønsker dog ikke længere at være medejer af Xlfy, og derfor forhandler Nordica og LOT om betingelserne for, at Nordica overtager LOT’s ejerandel og dermed bliver eneejer af Xfly, som blandt andet flyver for SAS i Danmark og Sverige.

 

Relaterede artikler:

Estisk regering tøver med hjælp til Nordica

Xfly: Markedet får behov for 500 regionale fly

DAT og Xfly i kamp om finske ruter