Etihad-samarbejde fra Billund

Airberlin har sat Etihad-rutenumre på sine flyvninger mellem Berlin Tegel og Billund Lufthavn.

Qatar Airways flyver ind til Københavns Lufthavn to gange om dagen. Og Emirates kommer til København en gang om dagen med verdens største passagerfly. Det tredje af de tre fremadstormende flyselskaber fra de stenrige olieemirater langs Den Persiske Golf, Etihad, er derimod ikke til stede i Københavns Lufthavn eller i andre danske lufthavne.

Nu har Billund Lufthavn imidlertid fået en lille snert af selskabet. Fra slutningen af april er der nemlig Etihad-rutenumre på airberlins flyvninger mellem Berlin Tegel og Billund.

De to selskaber har nemlig udvidet deres codeshareaftale til at omfatte fem airberlin-ruter fra Billund Tegel til Billund, Fuerteventura, Funchal, Lanzarote og Prag.

Da airberlin åbnede sin Billund-rute for år tilbage, blev ruten i starten opereret med fly fra det schweiziske flyselskab Darwin Airlines, der gik under brandingnavnet Etihad Regional. Derfor var flyene på ruten malet i Etihad-farver med et ”Etihad Regional” på siden af flyet.

Skepsis overfor samarbejde
Samarbejdet mellem airberlin og Etihad er kommet i stand som følge af at Etihad ejer knap 30 procent af det tyske flyselskab. Det har fået de to selskaber til at knytte tætte bånd i form af codesharesamarbejde og lignende. De tyske myndigheder har dog flere gange udtrykt skepsis overfor samarbejdet, i det de mener, at Etihad har mere indflydelse end deres ejerandel berettiger til.

Etihad har tidligere ikke lagt skjul på, at de går målrettet efter at etablere deres egen fjerde luftfartsalliance ved siden af de tre store eksisterende alliancer. Airberlin er dog allerede medlem af oneworld.

Foruden airberlin, så ejer Etihad aktier i Alitalia, Air Serbia og en række andre flyselskaber verden over.