- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

EU-Kommissionen vil granske IAG-køb af Air Europa

Frygten er, at IAG kommer til at sidde for tungt på flytrafikken både i og ud af Spanien. Margrethe Vestager vil have undersøgt, om overtagelsen er skadelig for konkurrencen.

I november 2019 aftalte IAG, der er moderselskab for de spanske flyselskaber Iberia, Vueling og Level samt British Airways og Aer Lingus, at koncernen vil overtage flyselskabet Air Europa fra Globalia. Air Europa er det tredjestørste flyselskab i Spanien efter IAG og Ryanair.

Men nu har EU-Kommissionen indledt en dybdegående undersøgelse af, hvad sådan en handel kommer til at betyde for konkurrencen på indenrigstrafikken i Spanien samt konkurrencen på mellemdistance- og langdistanceflyvninger til og fra landet.

Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager kalder IAG og Air Europa for førende flyselskaber i Spanien og nøgleudbydere af forbindelser mellem Spanien og resten af Europa og Latinamerika.

Branchen er ved at komme sig
”Vi vil omhyggeligt vurdere, om den foreslåede handel påvirker konkurrencen negativt, hvilket muligvis vil føre til højere priser og lavere kvalitet for de rejsende,” siger hun.

”Selvom den økonomiske situation for mange flyselskaber er skrøbelig, er der tegn på, at efterspørgslen efter flyrejser er ved at komme sig efter coronaen. Det er vigtigt at sikre, at genopretningen af ​​sektoren finder sted i et konkurrencepræget miljø, der bevarer et tilstrækkeligt udvalg for de rejsende,” fortsætter hun.

Sidder tungt på markedet
Luftfartsmediet routesonline.com har set nærmere på, hvem der sidder på flytrafikken i Spanien. Ryanair var det største flyselskab i Spanien i 2019 med 17,4 procent af alle udbudte sæder. Lige i hælene kom IAG-selskaberne Vueling med 16.5 og Iberia med 15.1. Nummer fire var Air Europa med 7,4 procent.

Lægger man sæder fra British Airways og Aer Lingus oveni, sad IAG sammen med Air Europa på 41 procent af den samlede kapacitet til og fra og i Spanien i 2019.

Når det gælder indenrigs, sad den ny konstellation endnu tungere på markedet. Her kom Vueling, Iberia og Air Europa tilsammen op på 72,7 procent af alle flysæder i 2019. På langdistanceruterne mellem Madrid og Latinamerika repræsenterede en kombination af Iberia og Air Europa på 68,1 procent af sæderne i 2019.

Madrid skal styrkes
Da aftalen blev offentliggjort, sagde IAG, at det ville omdanne lufthavnen i Madrid til en “ægte rival” til Europas fire store lufthavne; henholdsvis Amsterdam, Frankfurt, London Heathrow og Paris Charles De Gaulle. Især på det attraktive marked til Latinamerika og Caribien ville Madrid blive et knudepunkt.

Oprindeligt skulle IAG betale en milliard euro for Air Europa, men som følge af pandemien blev aftalen genforhandlet, og prisen blev halveret. Pengene skal ovenikøbet først falde seks år efter aftalens indgåelse.

Skal sikre konkurrencen
EU-Kommissionen har pligt til at vurdere fusioner og overtagelser, der involverer virksomheder med en omsætning af en vis størrelse og forhindre koncentrationer, der i væsentlig grad hindrer en effektiv konkurrence.

Langt størstedelen af ​​de anmeldte fusioner giver ikke problemer med konkurrencen og godkendes efter en rutinemæssig gennemgang.

Normalt har Kommissionen 25 arbejdsdage til at undersøge en fusion eller overtagelse, men da det i dette tilfælde er en dybdegående undersøgelse, er der afsat 90 dage, eller frem til 5. november, til at komme til bunds i sagen.

 

Relaterede artikler: 

IAG overtager Air Europa med 50 procent rabat

IAG køber stort europæisk flyselskab

Vestager forhindrer Air Canada-opkøb