Hale på Air Europa-fly. (Foto: Air Europa | PR)

IAG køber stort europæisk flyselskab

For en pris af 7,5 milliarder kroner har IAG overtaget det spanske Sky Team-selskab Air Europa, der sidste år fløj næsten 12 millioner passagerer.

Konsolideringen fortætter i europæisk luftfart. Således har International Airlines Group (IAG), der er moderselskab til British Airways og Iberia, i dag meddelt, at man har indgået aftale om at købe spanske Air Europa for en milliard euro, eller hvad der svarer til 7,5 milliarder danske kroner.

Dermed er der udsigt til, at IAG får en meget dominerende position i det spanske marked, hvor koncernselskaberne Iberia og Vueling allerede opererer i dag.

IAG ser flere strategiske muligheder med købet. Først og fremmest vil det blive muligt at udvikle trafikknudepunktet i Madrid til at blive en seriøs konkurrent til de store europæiske megahubs i Amsterdam, Frankfurt, London-Heathrow og Paris-Charles de Gaulle. Herudover er der planen at styrke IAG`s position på markederne i Latinamerika og Caribien.

“Med købet af Air Europa får vi tilføjet et nyt konkurrencedygtigt og omkostningseffektivt flyselskab til IAG, konsoliderer Madrid som et af de førende europæiske knudepunkter, hvilket bidrager til, at IAG får det sydatlantiske lederskab, hvilket skaber yderligere økonomisk vækst for vores aktionærer. IAG har en stærk track record af vellykkede opkøb, senest med overtagelsen af Aer Lingus i 2015, og vi er overbeviste om, at Air Europa repræsenterer er et godt strategisk match til koncernen,” siger IAG´s koncernchef Willie Walsh.

Flyver til 69 destinationer
Air Europa, der blev grundlagt i 1986, er det tredjestørste flyselskab i Spanien. Selskabet, der har hovedsæde på Mallorca er 100 procent ejet af rejsekoncernen Globalia.

Hovedparten af trafikken udgår fra Madrid Barajas Airport, selvom Air Europa også har store aktiviteter i Palma de Mallorca Airport samt i Tenerife North Airport. I dag flyves der til 69 destinationer i Spanien, øvrige Europa, Latinamerika, USA, Caribien og Nordafrika, og selskabet beskæftiger i alt 64 fly.

Omsætningen landede i 2018 på 2,1 milliarder euro – 15,7 milliarder danske kroner – og selskabet transporterede 11,8 millioner passagerer, blandt på ruter fra Madrid til København og Stockholm. I dag er Air Europa medlem af SkyTeam, der domineres af Air France, KLM og Delta Air Lines, så fremover bliver det oneworld, der får gavn af det attraktive rutenet i Latinamerika.

“For Globalia betyder integrationen af Air Europa i IAG en styrkelse af selskabet nutid og fremtid, hvormed det bliver muligt at fortsætte den kurs, der er lagt for Air Europa gennem de senere år. Vi er overbeviste om, at integrationen af Air Europa i en koncern som IAG, der gennem alle disse år har vist evnen til understøtte udviklingen af flyselskaber i koncernen og i Madrid (lufthavnen, red.), vil blive en succes,” udtaler Javier Hidalgo, der er koncernchef hos Globalia. 

Parterne forventer at kunne afslutte handelen i andet halvår af 2020 under forudsætning af samtlige myndighedsgodkendelser. IAG har aftalt at betale en kompensation på 40 millioner euro, eller godt 300 millioner kroner, hvis handelen mod forventning ikke bliver til noget.

 

Relaterede artikler:

Spansk SkyTeam-selskab vender tilbage til CPH

Ryanair sælger billetter for SkyTeam-selskab

Medier: Air France-KLM vil købe Air Europa