- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Europas 10. største lufthavn er kommet stærkt tilbage

Efter en hård periode under pandemien tog genopretningen sidste år fart i London-Gatwick, der betjente 32,8 millioner passagerer i 2022. Der er dog fortsat et stykke vej til 2019-niveuaet.

Ligesom resten af luftfartsbranchen fik COVID-19 store konsekvenser for London-Gatwick, der før pandemien var Europas 10. største lufthavn og blev benyttet af 46,6 millioner passagerer i 2019.

Det så man med al tydelighed en dag i november 2020, hvor den samlede trafik til og fra lufthavnen blev udgjort af to ankommende og to afgående fly, hvorimod der sidste sommer eksempelvis fandt omkring 800 daglige operationer sted i Gatwick.

I takt med at restriktioner er blevet løftet og grænser genåbnet, er det dog – ligesom i det meste af branchen – begyndt at gå fremad i hovedstadslufthavnen, selvom der fortsat er et stykke vej, indtil man er tilbage på 2019-niveauet.

Lufthavnsoperatøren Vinci Airports, der i 2019 købte aktiemajoriteten i London-lufthavnen, oplyser, at 32,8 millioner passagerer rejste til, fra eller via London-Gatwick i løbet af det netop forgangne år, hvilket er 71 procent af niveauet fra det sidste normale år inden COVID-19-pandemien.

Øger antallet af destinationer
I løbet af 2022 blev der foretaget 213.952 starter og landinger i lufthavnen, og det tal svarer til 76 procent af de 280.700 flybevægelser, der fandt sted i Gatwick i 2019. Derudover går det også fremad med at få fyldt afgangstavlerne op igen.

Antallet af langdistance-ruter, som flyselskaberne betjener fra lufthavnen, er nemlig blevet øget til 42. Det svarer til 68 procent af niveauet fra 2019, og på trods af at man fortsat mangler at indhente en del af det tabte, glæder salgsdirektør Jonathan Pollard sig over udviklingen.

”Trafiktallene er enormt positive og tegner et klart billede af, at en solid genopretning er undervejs i London-Gatwick. Vi har fortsat et stykke vej foran os, men vi ser frem til at byde endnu flere passagerer velkommen i år. Heriblandt dem som skal flyve til en af de destinationer, der er en del af vores stigende antal langdistance-ruter.”

Air India, Delta Air Lines og BA Euroflyer
Det har blandt andet haft betydning for udbuddet, at Air India for nyligt har offentliggjort planer om at betjene fire nye ruter fra den britiske hovedstadslufthavn. Flyvningerne går i gang den 26. marts, hvilket er samme dato, som årets sommertrafikprogram indledes.

Det drejer sig om tre ugentlige flyvninger mellem lufthavnen og Goa, Ahmedabad, Amritsar samt Kochi i Indien. De vil blive foretaget i et Boeing 787-8-fly med en kapacitet på 256 sæder, der fordeler sig på såvel Business som Economy Class.

I tillæg hertil etablerer Delta Air Lines fra april en rute mellem lufthavnen og New York-JFK, ligesom BA Euroflyer vil tilføje flyvninger fra Gatwick til Montpellier, Salzburg, Korfu, Mykonos samt Innsbruck til rutekortet i løbet af i år.


Relaterede artikler:

Fem nye Europa-ruter fra British Airways

Lufthavne tvunget til at indføre kapacitetsloft

Chokerende trafiksituation i London-Gatwick