Medarbejder i Gatwick Airport spritter af, men passagererne udebliver. (Foto: Gatwick Airport | PR)

Chokerende trafiksituation i London-Gatwick

Tirsdag var der blot to afgående fly og ligeså mange ankommende i London Gatwick Airport, der indtil coronakrisen var Europas 10. største lufthavn med 46,6 millioner passagerer årligt.

Siden coronakrisens start har der været mange fotos og tv-optagelser, der mere end noget andet illustrerer den ekstremt vanskelige situation, som luftfartsbranchen lige nu befinder sig i.

Fotos er gode til at skabe stemninger og illustrere den barske virkelighed, men det kan data nogle gange også være. Kigger man således på antallet af operationer fra London Gatwick Airport i denne uge, så fremgår det, at tirsdag den 24. november var der blot to afgående og ankommende fly til den britiske storlufthavn.

Det var Ryanair med en morgenafgang til Dublin, mens airBaltic tirsdag eftermiddag gennemførte en afgang til Tallinn. Fire andre planlagte flyvninger, blev ikke gennemført.

Meget bedre ser det ikke ud den 25. november, hvor under 10 afgående fly vil tage afsted fra Gatwick Airport, der normalt håndterer 800 operationer i døgnet og op imod 50 millioner passagerer om året.

Afgange fra London Gatwick Airport den 24. november 2020.

TIME FLIGHT TO AIRLINE AIRCRAFT   STATUS
Kilde: Flightradar24.com

 

Største kunder har lukket ned
Det er utvivlsomt bundrekord for Gatwick Airport for et enkelt døgn, måske kun overgået af lukningen i forbindelse med den islandske vulkanaskesky i 2010.

Årsagen til de meget få operationer hænger først og fremmest sammen med de skrappe britiske restriktioner under den igangværende anden nedlukning, og så er der også en del af lufthavnens store kunder, der er kommet i så store økonomiske vanskeligheder, at de midlertidigt har indstillet operationerne fra den store London-lufthavn, der er kendertegnet ved kun at have én start- og landingsbane.

Det gælder blandt andet Norwegian og Virgin Atlantic, der indtil videre har lukket selskabernes base i Gatwick Airport. Herudover har British Airways midlertidigt samlet alle operationer i Heathrow Airport, mens easyJet lige nu har skåret trafikprogrammet ned til det minimale. Netop disse flyselskaber var blandt lufthavnens største kunder.

Meget hårdt ramt
I årets tredje kvartal er passagertallet faldet med hele 86 procent, og dermed er lufthavnen, der er ejet af franske VINCI Airports, en af de storlufthavne i Europa, der er blevet hårdest ramt under coronakrisen.

Ifølge det britiske medie, Daily Mail, har 40 procent af de 3.300 ansatte i Gatwick Airport mistet deres job under coronakrisen.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air ønsker at placere 20 fly på Gatwick-base

De 20 største europæiske lufthavne i 2019

Gatwick udbygger nordlig terminal