Eurovision lokker 10.000 passagerer til CPH

Eurovision Song Contest betyder ekstra travlhed i Københavns Lufthavn. Omkring 10.000 ekstra passagerer vil rejse gennem lufthavnen, og fredag den 9. maj bliver den travleste dag.

Lørdag den 10. maj vil omkring 170 mio. europæere få Danmark direkte ind i deres stuer, når tv blænder op for Eurovision Song Contest 2014 fra København.

Udover de mange tv-seere kommer der også et væld af deltagere, honoratiores, pressefolk og fans til København for at følge med i den store musik- og underholdningsbegivenhed.

Det sætter sit præg på Københavns Lufthavn, der får flere rejsende gennem lufthavnen end sædvanligt. Samlet forventer lufthavnen 10.000 ekstra rejsende gennem terminalerne i Kastrup i forbindelse med Eurovision-arrangementet.

“Fredag den 9. maj bliver den travleste dag med omkring 86.000 passagerer gennem lufthavnen,“ fortæller pressechef Søren Hedegaard Nielsen til CHECK-IN.dk. Det høje passagerantal er hjulpet godt på vej af en stor gruppe cruise-gæster, der skal rejse fra København i den kommende weekend.

Lufthavn er udsmykket
Københavns Lufthavn har også valgt at gøre noget ekstra ud af, at Danmark er værtsland for den 59. udgave af Eurovision Song Contest.

Der vil således være feststemning i ankomsthallen, når Brødrene Olsen torsdag kl. 13.00 tager imod de rejsende og synger en fest i gang i lufthavnen. En 52 meter lang rød løber vil blive rullet ud, og ankomsthallen forvandles med diskokugler, glimmer og farver for at skabe den helt rigtige Melodi Grand Prix-stemning. Udsmykningen vil blive taget ned igen søndag den 11. maj.

“At Danmark er vært for noget så stort som det internationale Melodi Grand Prix er en ære og en helt unik begivenhed. Som indgang til Danmark vil vi gerne være med til at byde de mange deltagere, fans og turister velkommen og fejre Melodi Grand Prix, som den fest det er. Vi glæder os til at overraske de mange rejsende ved at give dem en ankomst fyldt med glimmer, musik og fest,“ fortæller Henrik Peter Jørgensen, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

Fester i udlandet
Hvis man i stedet har valgt at rejse væk fra Danmark, mens ESC 2014 afholdes, vil der dog være hjælp at hente. Den nationale turistorganisation Visit Denmark bringer Det Europæiske Melodi Grand Prix ud til verden ved Eurovision-fester i Hamborg, Oslo, Stockholm, Milano, London, Washington Moskva og Sydney.

I Hamborg holder Visit Denmark Grand Prix-fest sammen med den tyske tv-station NDR på Reperbahn. Her ventes 10.000 at møde op til dans og storskærmstransmission. I Oslo er festen henlagt til LGBT-klubben Elsker, hvor der er plads til 700 mennesker. Her vil storskærmstransmissionen blive ledsaget af flag, film, Carlsberg og Gammel Dansk til den lyse morgen.

I selveste “Guds land“ er Grand Prix-festen henlagt til den danske ambassade i Washington D.C., der inviterer til havefest med grillede ribs, storskærm, DJ og LEGO-rum til børnene. Der er plads til 400 til festen hos den danske ambassade i den amerikanske forbundshovedstad.