Airbus A320-fly fra Eurowings (Foto: Eurowings)

Eurowings indsætter ekstrafly til store fodboldkampe

Eurowings har indsat 18 særfly til tre tyske fodboldklubbers kampe i UEFA Champions League-gruppespillet i efteråret.

I dette efterår afvikles gruppespillet i den europæiske fodboldturnering UEFA Champions League. Den første af de seks runder af kampdage finder sted den 17.-18. september, mens de sidste to kampdage i gruppespillet er den 10.-11. december.

De mange dage med fodboldkampe på tværs af Europa giver travlhed hos en del flyselskaber. Det gælder blandt andet hos tyske Eurowings, som de kommende måneder vil flyve tusinder af fodboldfans til og fra kampe med tyske og østrigske hold i gruppespillet.

Fire tyske og et østrigsk hold har kvalificeret sig til gruppespillet – Bayern München, Borussia Dortmund, RB Leipzig, Bayer Leverkusen og Red Bull Salzburg – og Eurowings har indsat 18 særafgange til og fra lufthavne i Tyskland og Østrig i forbindelse med tre af holdenes kampe.

Fly til Barcelona, Liverpool og London
Eurowings indsætter blandt andet ekstrafly mellem Barcelona og Düsseldorf den 16. og 18. september til kampen mellem Borrusia Dortmund og FC Barcelona, og mellem Köln-Bonn og Barcelona den 27. og 28. november til returkampen i Barcelona.

Den 9.-11. december har Eurowings indsat seks ekstrafly mellem Liverpool og Salzburg til kampen den 10. december i den østrigske by mellem Red Bull Salzburg og Liverpool FC. Salzburgs W. A. Mozart-lufthavn er en af fire Eurowing-baser uden for Tyskland.

Det tyske selskab har også ekstra flyvninger mellem London Stansted og München den 11.-12. december. Det sker i forbindelse med Champions League-kampen den 11. december i München mellem Bayern München og London-klubben Tottenham Hotspur.

Større fly på eksisterende ruter
Foruden ekstraflyene med fodboldfans udvider Eurowings også sin kapacitet på flere af selskabets eksisterende flyruter i forbindelse med Champion League-kampe i efteråret – eksempelvis på ruterne fra Düsseldorf til Milano og Prag. Det sker ved at indsætte større flytyper.

Når kampene i gruppespillet er gennemført, og det er afgjort, hvilke hold der går videre i turneringen, vil Eurowings se på, hvor selskabet eventuelt kan indsætte ekstrafly i forbindelse med slutrundekampe fra februar til maj 2020.

 

Relaterede artikler:

DAT skal flyve britiske fodboldfans til Madrid

Ikke nok flysæder til 50.000 fodboldfans

Sæson for fodboldflyvninger