(Foto: Per Schmidt)

Eventyret i Saudi Arabien

I seks og et halvt år fra 1980 til 1986 opererede det daværende Cimber Air to Fokker F28 på ‘wetlease’ basis for Saudi Arabian Airlines. Det reddede selskabet i en svær tid, hvor brændstofpriserne gjorde flyvning i Danmark med de nyanskaffede jetfly urentabel.

Den 28. juni 1980 satte lidt mere end en snes Cimber-ansatte kursen mod hovedstaden Riyadh i Saudi Arabien. Transporten foregik i selskabets to relativt nye Fokker F28-fly, som det saudiske selskab havde lejet på en ‘power by the hour’ aftale. Med sig havde Cimber-medarbejderne reservedele, udstyr og bagage til et længere ophold.

Ingen kunne på dette tidspunkt vide, at det saudiarabiske eventyr varede frem til slutningen af 1986. Heller ikke Cimbers daværende chefpilot Erik Koch, der tilbragte over halvdelen af de seks og et halvt år i Saudi Arabien. Besætningerne blev skiftet hver tredje måned under hele kontraktforløbet, mens Erik Koch sammen med bl.a. Hans Ingolf Nielsentilbragte væsentligt større tid i det varme ørkenklima.

Baggrunden for aftalen med Saudi Arabian Airlines var, at det daværende Cimber Air i april 1979 havde anskaffet sig to helt nye Fokker F28-jetfly, der efter planen bl.a. skulle indsættes på indenrigsruterne mellem København og Sønderborg, Stauning, Skrydstrup og Thisted. Men en ny oliekrise senerei 1979 tredoblede brændstofpriserne og gjorde flyvning med de tørstige jetfly ganske urentabel. De fik kun 10 måneder i luften i dansk indenrigsflyvning.

Det var de to dansk-registrerede fly OY-BRM og OY-BRN, der i Saudia-bemaling gennemførte opgaven i Saudi Arabien sammen med udstationerede piloter, kabinepersonale og flymekanikere. Kontrakten lød oprindelig på 3.200 timer pr. år pr. fly, men opgaverne udvidedes og slutfacit blev ca. 3.600 timer pr. fly. Det var bestemt ikke ringe, da Saudia betalte en fast pris pr. time og samtidig dækkede alle omkostninger til handling, passager- og startafgifter, brændstof, hangarleje m.v.

Rutenettet voksede og Cimber-flyene kom rundt til destinationer som Dhahran, Jeddah, El Gazim og Tabuk. Samtidig fik mange af de udstationerede medarbejdere en oplevelse for livet.

Da eventyret i Saudi Arabien endegyldigt sluttede ved udgangen af 1986, kunne Cimber Air kaste blikket mod det hjemlige marked. Fokker F28-flyene blev leaset ud til et andet selskab – denne gang uden besætning – og det sønderjyske selskab kunne i stedet med fornyet kraft kaste dig over den danske indenrigsflyvning med de dengang nye og miljøvenlige ATR42 turboprop-fly.

Mission completed!

Foto: Cimber Sterlings daværendeFokker F28 i Saudia-bemaling. (Foto: Per Schmidt)