Færinger går til filmen

I Vagar Lufthavn på Færøerne har man valgt at tage nye midler i brug for at få flyselskabernes øjne op for lufthavnen som en mulig destination.

En over to minutter lang Youtube-video, hvor en myndig britisk speaker guider os gennem alt fra lufthavnens landingssystem, over hvilke flytyper lufthavnen kan tage imod til herlighederne ved den nye terminal og taxfree-butik. Det er det seneste utraditionelle initiativ fra Vagar Lufthavn i bestræbelserne på at tiltrække nye luftfartsselskaber til Færøernes eneste lufthavn.

Ved hjælp af flotte billeder kombineret med masser af grafik og fakta får man på de lidt over to minutter præsenteret lufthavnen. Både hvad angår det operationelle setup med banelængde, centerlys og meget andet. Men også de passagerrettede services med den nye terminal, som blev indviet sidste år, som omdrejningspunkt.

Blod på tanden
Lufthavnens landingsbane blev for et par år siden udvidet fra 1250 til 1799 meter. Det har givet mulighed for at tage imod almindelige mellemdistancefly i Airbus A320- og Boeing 737-klassen. Det lokale flyselskab, Atlantic Airways, har da også udskiftet sin flåde af brændstofslugende firmotors Avro-jets med Airbus A319’ere. Men indtil nu har ingen andre flyselskaber fået blod på tanden og meldt deres ankomst i lufthavnen med fast rutetrafik.

Videoen skal bruges, når Vagar Lufthavn sammen med turistorganisationen Visit Faroe Islands deltager på ruteudviklingskonferencen Routes Europe 2015 i Aberdeen i Skotland til april.

”Vi har en stand, som promoverer lufthavnen og Færøerne som turistdestination. Dette er således første gang at Vagar Lufthavn og Visit Faroe Islands går sammen om en stand og en destinationspromovering på denne måde,” forklarer Jákup Sverri Kass, direktør for Vagar Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

I 2013 fordoblede den færøske regering budgettet til Visit Faroe Islands fra otte til 16 mio. danske kroner. Samtidig blev en ny strategi for Færøerne som turistdestination lanceret. Den fælles stand og fælles destinationspromovering er et direkte resultat af denne nye satsning på turismen.

Gammelt ry
Vagar Lufthavn gør både i videoen og i andre sammenhænge meget for at promovere de nye muligheder efter forlængelsen af landingsbanen og har statistikker, som beviser, at regulariteten til og fra lufthavnen er væsentligt forbedret efter udvidelsen af landingsbanen og installeringen af et nyt ILS-landingssystem og udvidelsen af banens lyskonfiguration. Regulariteten er således forbedret fra 96,6 procent i 2008 til 99,3 procent i 2014.

“Vi vil gerne fremme budskabet om, at forholdene nu er langt bedre end vores gamle ry lagde op til,” forklarer Jákup Sverri Kass.